Trist for Team Panda

Når Lindgrens tyttebær-maja ikke ligger lige på læberne, så er det svært at blive Danmarks klogeste 6. klasse

Jakob Kanne Bjerregaard
De fem deltagere i Danmarks Klogeste 6. klasse fra Sct. Mariæ Skole i Aalborg blev en god nummer to. Foto: Martél Andersen
Aalborg 25. februar 2015 14:56 - Opdateret 25. februar 2015 16:11

AALBORG: Det var ellers tæt, da Sct. Mariæ Skoles sjetteklasse var taget til Odense for at vinde guld i Danmarks Klogeste 6. Klasse.

De havde forberedt sig på kategorierne, og det bragte dem også helt i front, hvor et rigtigt svar ville give dem sejren.

”Hvad hedder den gamle dame i Emil Fra Lønneberg, der fortalte uhyggelige historier?”, lød spørgsmålet, og det kunne de fem udvalgte fra klassen ikke svare på.

- Tyttebær-damen var det tætteste, de kunne komme, og så lå sejren lige til højrebenet for Møllehjernerne fra Aarhus, der blot skulle svare på, hvad Ronja Røverdatters far hedder.

- Mattis, lød det, og så gik æren til Aarhus.

Efter konkurrencen var der ikke megen glæde i den aalborgensiske lejr.

- Vi er lidt træt af, at vi tabte. Men jeg sagde jo at den bedste måtte vinde, og det kunne vi tydeligt ser, hvem det var, siger en skuffet Tobias Junget, der sad med halvdelen af det svar, der kunne have givet sejren til sin klasse.

Asta Lund havde øvet sig godt og grundigt på børnebøger, men hun syntes ikke, at spørgsmålenes sværhedsgrader var fair.

- Jeg blev bare så sur og irriteret, for de andre fik meget nemmere spørgsmål end os. Man læser jo Ronja Røverdatter i fjerde klasse, så det er ikke svært at huske. Emil Fra Lønneberg er jo fra børnehaven, så jeg er lidt sur, siger en bitter Asta Lund.

Hun er dog ikke mere sur, end at hun har haft en god oplevelse.

- Nu ved jeg, hvordan det er at være med i sådan en konkurrence, men jeg ved ikke, om det er noget, jeg kan bruge til noget, siger Asta Lund.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...