Trist form for konservatisme

Forslaget om en nordjysk lægeuddannelse har fyldt avisens debatspalter med mange kommentarer fra dekan og overlæger fra Århus.

De har to argumenter mod en lægeuddannelse i Aalborg: Først fremhæves, at i den information, som er fremsendt til Akkrediteringsrådet, er Aalborg Universitets forskningsresultater færre i antal end Aarhus Universitets forskningsresultater. Det hævdes altså, at det universitet, som ikke har en lægeuddannelse, frembringer færre forskningsresultater end det Universitet som har en lægeuddannelse. Det taler for at vi hurtigst muligt får en lægeuddannelse i Aalborg, så vi kan frembringe mere forskning. Det taler ikke for at modarbejde en ny uddannelse, hvor Århus og Aalborg fortsætter samarbejdet. Dernæst fremhæver dekan og læger fra Aarhus Universitet, at en lægeuddannelse i Aalborg vil indebære, at samarbejdet mellem Århus og Aalborg må afbrydes. Hvorfor dog det? Det er forståeligt, at en karriere opbygget omkring en meget traditionel uddannelsesform og et meget traditionelt forløb kan give anledning til denne advarsel. Men er det ikke en trist form for konservatisme som modarbejder fornyelse i sundhedsvæsenet? Aalborg har en verdensberømt studieform, som på en lang række områder – og i Universitetets korte levetid – har frembragt nyskabende uddannelsesformer og helt utraditionelle forløb og forskningsresultater. Det taler igen for en lægeuddannelse i Aalborg, som kan frembringe mere utraditionelle og nyskabende forskningsresultater, og ny viden i sundhedssektoren, til glæde ikke kun for sygdomsramte Nordjyder, men for alle mennesker i Danmark.