Trivial til bil- og flysæder

SPIL "Trivial Pursuit Miniformat - Familieudgave" # ]# # # # # Triv er en af klassikerne i spilleverden. Det har nu 20 år på bagen, og det findes i et hav af udgaver. Trivial Pursuit går ganske enkelt ud på at mestre paratviden samt (siger alle mine modstandere) at mønstre held i passende doser. Denne miniudgave består af en trekantet plastbox med 100 kort. 50 kort med voksenspørgsmål. 50 kort til de yngre. Der er - som sædvanligt -seks spørgsmål i seks forskellige kategorier på hvert kort. Mini-triv spilles uden plade. I stedet har man en terning med seks farver. Farven afgør spørgsmålet. Svarer man rigtigt, får man endnu et spørgsmål, og svares dette også rigtigt, får man lov at beholde kortet. Og på den måde fortsætter man, indtil en spiller har scoret i alt seks kort. Spillets force er, at det kan spilles overalt. Selv ombord på et charterfly vil der være plads nok. Eller på bagsædet af en bil. Ulempen er, at spørgsmålene hurtigt bliver kendte. Ulempen er også prisen. 200 kroner for 100 kort, en farvet terning og en opbevaringsboks er smådyrt. Men i princippet kan man jo i stedet smide nogle spørgekort fra et gammelt triv-spil ned i en plasticpose sammen med en terning, så er man godt kørende i samme spor. Så spiller man også Mini-triv. Den idé er hermed givet videre. Max Melgaard max.melgaard@nordjyske.dk [ "Trivial Pursuit Miniformat – Familieudgave". Fås også i genius-udgave kun med voksenspørgsmål. Fra 10 år. Vejledende pris: 199 kroner (men er set til 179,-).