Trivsel afgørende forfinurlig fløjspiller

Den finurlige norske venstre fløj i AaB Håndbold, 25-årige Håvard Tvedten, kunne have scoret kassen ved at tage imod ét af de tilbud, som han angiveligt har fået fra andre danske ligaklubber, men akkurat som sin landsmand, playmakeren Børge Lund, har han valgt at forlænge med yderligere to sæsoner i Aalborg frem til 30. juni 2006.

- Aalborg og AaB Håndbold passer perfekt til mig. Jeg trives her sammen med en fantastisk trup og en ledelse, der har akkurat de samme ambitioner, som jeg selv har. Og jeg er sikker på, at vi kan føre klubben helt op blandt de allerbedste, siger Håvard Tvedten. Parterne har været igennem en lang proces, før AaB Håndbolds sportschef, Jan Larsen, kunne lyse op i et stort smil i forvisning om, at klubben har hold på to af de mest værdifulde spillere i truppen også i de kommende to sæsoner. - Vi har ganske som ventet været nødt til at dykke ekstra langt ned i lommerne for at give både Håvard Tvedten og Børge Lund de lønstigninger, som de har fortjent. Kvalitet og pris følges som regel ad, og sådan har det også været i dette tilfælde, siger Jan Larsen, der betegner sin venstre fløj som en af de ti bedste i verden. - De to norske landsholdsspillere har virkelig været blandt de store profiler i sæsonen, og ingen kan vel være i tvivl om, at de begge har international klasse. Det vidner deres mange landskampe for det norske A-hold da også om. Grundstamme på plads - Med de to nye aftaler i hus har vi reelt grundstammen på plads til næste sæson, hvor det gælder om at fastholde pladsen i toppen af både dansk og europæisk håndbold. Fra den nuværende trup mangler vi kun Søren Larsen, Jesper Koch og målmand Ole Kuhr, og dem skal vi naturligvis også have en snak med. - Aftalen med Tvedten og Lund giver os desuden passende ro og tid til at kigge på eventuelle nye forstærkninger udefra, og samtidig har vi fået kontrakterne på plads på et tidspunkt, hvor de forhåbentlig kan virke som en ekstra god ballast til vores returkamp på lørdag i 1/8-finalerne i Europa Cuppen mod HC Meshkovo, siger en rigtig juleglad Jan Larsen. Og samme glæde lyser tilsyneladende ud af Håvard Tvedten, der i hvert fald ikke har lyst til at vende hjem til norsk håndbold foreløbig. - Nej, kun en rigtig topklub ude i Europa kan friste mig til på et tidspunkt at forlade Aalborg, slutter den sprudlende fløjspiller, der på den interne topscorerliste i denne sæson kun er overgået af bagspilleren Rune Ohm og kollegaen på den modsatte fløj Christian Back.