Trivsel for børn på de voksnes arbejdsplads

Mindst en gang i kvartalet inviteres de ansattes børn med på arbejde

Børnepasning 1. marts 2003 07:00

NØRRESUNDBY: Mellem rengøringsartikler og maskiner smuttede børnene, der ind imellem også legede gemmeleg og fandt skjulesteder under vilkårlige skrivebord. Stedet var ikke en børnehave, men firmaet Stadsing på Østre Fælledvej, der i går havde sat "Børnenes Arbejdsdag" på den daglige arbejdsplan. Det betød at syv medbragte børn fra børnehave- til skolealder drønede rundt til almindelig opmuntring for det arbejdende folk. Ungerne mødte klokken syv sammen med deres forældre eller bedsteforældre, og i den første time hjalp de til med det arbejde, som de voksne skulle i gang med. Herefter var der fælles morgenmad i kantinen, og så blev der malet ansigter og trukket i udklædningstøj til fastelavnsfesten, hvor børnene slog katten af tønden. Frokostmenuen stod på spaghetti med kødsovs i kantinen, og herefter agerede ungerne lagermedarbejdere og hjalp på bedste vis med til at pakke varer til firmaets kunder. Udvidet personalepleje Idéen til "Børnenes Arbejdsdag" fik administrerende direktør Karsten Stadsing på et tidspunkt, hvor der var strejke i de kommunale børneinstitutioner. - Dengang opdagede jeg, at der var en helt anderledes og meget afslappet stemning i hele huset, fordi børnene var med, siger han, hvorefter beslutningen om at sætte børnebesøget i system blev truffet. - Det er både for medarbejderne og firmaets skyld, idet jeg er sikker på, at det giver mere motiverede medarbejdere, når hele familien bliver involveret i arbejdspladsen. I forbindelse med familiefirmaets generationsskifte for godt et år siden, er der også truffet beslutning om at gøre en ekstra indsatst for at fastholde medarbejderne. - Og vores gennemsnitlige anciennitet er faktisk allerede på ni år, understreger direktøren, der naturligvis selv sætter pris på sine stabile medarbejdere, men med glæde konstaterer, at det gør kunderne sandelig også. Skjult under bord Ikke mindst derfor er personaleplejens mange facetter højt prioriteret - også til glæde for det daglige arbejdsmiljø. Sidste gang børnene var med på arbejde, blev det så som så med arbejdet, for den dag havde man valgt at gå i Zoologisk Have. - Det er sådan, at nogle af vores 45 medarbejdere på skift har ansvaret for at tilrettelægge dagen, fortæller Karsten Stadsing, der i går gennemførte et møde, mens nogle af børnene legede gemmeleg - og et par faktisk sad gemt under skrivebordet. Ind imellem måtte firmaets telefondamer også fortælle de undrende kunder i den anden ende af røret, at de forskellige baggrundslyde ikke kom fra en nærliggende børnehave, men fra de ansattes medbragte børn! Hunden blev hjemme Bortset fra den almindelige råhygge og de forskellige pauseindslag gik dagen sin vante gang med servicering af kunder. Den eneste af de ansatte, der havde ændret lidt på de daglige rutiner, var direktøren, der plejer at have sin hund med på arbejde. Den havde han for en gangs skyld ladet blive hjemme. Efter dagens arbejde og tøndeslagning, sluttede børnene med det sidste programpunkt, hvor der skulle laves en collage af de billeder, der blev til på den allerførste "Børnenes Arbejdsdag". Når den er færdig skal den selvfølgelig op at hænge i firmaet, så alle kan se, at her kan det være ret spændende at arbejde.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...