Tro, håb og had

Enten guld eller glemsel for White Hawks

Cam Paddock gør sig klar til aftenens guldgyser, hvor den aggressive og målfarlige canadiske forward bliver en vigtig brik hos Frederikshavn White Hawks. Foto: Kim Dahl Hansen

Cam Paddock gør sig klar til aftenens guldgyser, hvor den aggressive og målfarlige canadiske forward bliver en vigtig brik hos Frederikshavn White Hawks. Foto: Kim Dahl Hansen

FREDERIKSHAVN:Øjenbrynene trækkes langt op i panden og langt inde bag playoffskægget funkler mimikken, da Cam Paddock bliver bedt om at svare på sin personlige relation til Sønderjyske-spillerne her inden aftenens syvende og dermed udslagsgivende guldkamp i Scanel Hockey Arena.

- Oh, yeah. Jeg kan ikke lide dem. Had er et stærkt ord, men det er efterhånden det, som jeg føler for dem. Jeg kan ikke lide nogen af dem. Hvorfor? Fordi de står i vejen på vores rute mod guldhjelmene, kommer det væltende ud af canadieren som skudt af sted med en automatpistol.

Hockeyens playoff er en sofistikeret form for fredelig krigsførelse. I en bedst af syv-serie mellem to hold fyldt med ærgerrige sportsfolk, er præmissen let forståelig. Enten vinder du, eller også er du færdig. I de syv kampe opstår der en masse konflikter af både fysisk og mental karakter. En albue i synet, et hårdt slag med staven. En beskidt tackling og en hel, hel masse endnu mere beskidte og taktløse meningsudvekslinger.

- Du forsøger at bevare fokus og gøre alt, hvad du kan for dit hold. Hvis det indbefatter at hyle de andre ud af den, er det fint. Der er altid kampe i kampen og en masse folk, som ikke kan fordrage hinanden. Det er ret interessant, siger Paddock, som er en af Frederikshavns fire nordamerikanere.

Venskab lagt på is

På SønderjyskEs hold er der hele syv canadiere. Men venskaber og nationalitetsfølelse er frosset langt ned under isfundamentet i Scanel Hockey Arena.

- Jeg har spillet sammen med Brock Hooton engang (canadier hos SønderjyskE). Vi har ikke udvekslet et eneste ord i de første seks kampe.

- Jo, han sprang direkte på mig lige efter første faceoff i den allerførste kamp. Det viser vel meget godt, hvad det her er for noget, pointerer Paddock, som har stor sportslig respekt for aftenens modstander.

- De har ingen åbenlyse svagheder. De spiller en solid gang forsvarsspil og har masser af styrke fremme i banen.

- Men vi har også vores styrker, og jeg synes, at vi har fordelen, fordi det har været en hjemmebaneserie hidtil, slutter Paddock, som har troen, håbet, og altså også hadet, med på isen i aften.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.