Velgørenhed

Tro og kirker på museum

Ny særudstilling om frikirker og trossamfund

LØKKEN:I Johanne Grønbechs Hus indviede Løkken Museum søndag sin nye særudstilling om frikirker og trosretninger i Løkken. Det er især historien om Metodistkirken og Apostolsk Kirke, som den nye udstilling vil beskrive. Dels fordi, at kirkerne har præget kulturlivet i Løkken, men også fordi lokalhistorie for trossamfund, uden for folkekirken, generelt sjældent bliver beskrevet. - I flere år har vi talt om at arrangere en udstilling om trossamfund i Løkken, så det har været længe undervejs, fortæller Inge Nørgaard, der er formand for Løkken Musumsforening, der i dag tæller 280 medlemmer. Indsamlingen og bearbejdning af informationer og oplysninger til udstillingen, er sket i samarbejde med redaktionen af årskriftet, Ladepladsen, som udgives af museumsforeningen. Den seneste udgave af årsskriftet, der også omhandler frikirker og trossamfund, blev offentliggjort samtidig med åbningen af udstillingen. - Foreningen vil gerne sige tak for den store hjælp og det arbejde, som lokale kræfter har ydet til indsamling af dokumentation for udstillingen og årsskriftet. Uden deres hjælp var det ikke gået, fortalte Peter Ussing Olsen, der er tidligere formand og redaktør og tov-holder for Ladepladsen, om det frivillige arbejde i forbindelse med udstillingen. Udstillingen i Johanne Grønbechs Hus holder åbent tre dage om ugen, og kan ses frem til den 1. september.