Tro og politik

Når Jesus et centralt sted (Matt. 22) formaner farisæerne og alle os andre om at give kejseren, hvad kejserens er...

... og Gud, hvad Guds er – så er det jo ikke, fordi vi kristne ikke må bedrive politik. På mange måder er demokratiet en helt naturlig følge af evangeliets forkyndelse af alle menneskers på én gang ligeværd og syndighed over for dén Gud, som i Kristus forbarmede sig over os. Derfor har vi også en naturlig ret til selvbestemmelse, men også medbestemmelse i sager og vilkår, som angår os og dem, vi har ansvar for. Sager og vilkår, som vi efter bedste evne forsøger at regulere med love i fællesskab. På den måde har vi alle sammen lod, del og ansvar for den politik, der bliver ført. Også selvom vi må bøje os for flertallet i et demokrati. Kommer det imidlertid til forholdet mellem mig som enkeltmenneske og de livsvilkår, som livet i sig selv byder mig: at jeg skal dø - at jeg har brug for en dybereliggende mening med mit liv - at jeg har brug for kærlighed, omsorg og tryghed og også selv har et behov for at vise det – alle disse forhold og flere tilsvarende er for så vidt ikke et politisk anliggende. Selvom der kan være små områder af dem, som angår det politiske fællesskab. Politik skal ikke give mit liv mening. Politik skal ikke frelse mig fra synd og død. Og hvis politikken endelig bliver anlagt på det, fører det til kolossale både skjulte og åbenbare overgreb på mennesker og samfund. Hvis en politiker gik til valg på at ville afskaffe døden og dens livsvilkår, er han enten sindssyg eller storhedsvanvittig. På samme måde findes der masser af spørgsmål i vores mellemmenneskelige relationer, hvor vi er naturligt henvist til hinanden og ikke i første række til stat, samfund og politikere. Livets almindelige opgangs- og nedgangsperioder af både personlig og mere generel karakter er ikke automatisk noget, som vedgår politikere eller politik i det hele taget. Men måder, hvorpå det for alvor bliver tydeligt for os, at vi netop er henvist til hinanden. Og til Gud. Sorg er f.eks. ikke en sygdom, som automatisk kræver behandling, men støtte, omsorg, trøst og nærvær hos dem, som er ens allernærmeste. Altså medmenneskelighed. Akkurat ligesom en fødsel ikke i sig selv er en belastning af en familie, som derfor automatisk skal have politisk og samfundsmæssig støtte og hjælp. Der er mangfoldige situationer i livet mellem os mennesker, som ikke direkte har noget med politik eller samfund at gøre, men hvor vi er udleveret livets egne iboende lovmæssigheder og hinanden som medmennesker. Sådan som Gud har skabt livet for os. Er man derfor utilfreds med det, er det Vorherre man skal gå i rette med. Ikke politikerne. Fra disse naturlige situationer skal vores politikere derfor også holde deres små, nævenyttige pilfingre. For ellers risikerer politikken at få gude- eller religionsstatus. Og vi begynder så småt som mennesker at forvente hele vores liv forvaltet, skånet og "nurset" af en almoderlig stat, som derved lægger sig imellem os og forhindrer os i at forstå livets vilkår som netop henvisthed og gensidig udleverethed i ansvar og tillid. I troen tager vi et forhold op til Gud. Ikke til Villy Søvndal eller Lars Løkke Rasmussen. Troen er et eksklusivt evangelisk anliggende, som angår det, man kunne kalde livets yderste spørgsmål: liv, mening, håb, kærlighed, død, frelse, fortabelse, synd, godt og ondt. En slags dyb personlig og eksistentiel tryghed, i hvilken også livets iboende tilfældigheder forløses. Om end ikke altid intellektuelt forklares. Hvor dybe menneskelige længsler og fortvivlede lidenskaber, spændinger og medfølgende bekymringer fastgør sig hos Gud, som man sætter al sin ultimative tro, tillid og fortrøstning til. Kristus er en personlig Gud, der henvendte og stadig henvender sig til den enkelte. Personligt. Ikke til en stor forskelsløs folkemasse eller vælgerforening. Kristus var ikke politiker eller en magtfuld konge, der ville sætte sig i spidsen for en hær og genoprette et jordisk messiasrige til Israels folk. Eller en velfærdsstat til os andre. Kristus ville frelse menneskehjerter. Ved i tro, håb og kærlighed at binde os og alle vores tilværelses løse og uforklarlige ender fast til det kors, hvori akkurat hele den kristnes menneskeliv bindes fast og sammen. Dér, hvor himmel og jord, Gud og menneske lykkeligt forenes. Det er en evangelisk forkyndelse. Ikke et politisk program. Selvom det naturligvis ikke forhindrer, at mennesker, der i samfund, politik og stat lovgiver for reguleringen af vores indbyrdes samliv og fællesskab, ikke også står til ansvar over for Gud. Det gør de naturligvis. Men der er forskel på samvittighedens indre lov og anliggende, som driver os i retning af Kristus som frelser og forsoner - og så samfundets lov og myndighed, hvormed vi af Gud og den øvrighed, han har indsat, holdes fast på det fællesskab i samfund og nation, som ikke direkte angår vores allerinderste sjæleliv. Men vores liv i fællesskab med andre. I både samvittighedens og udvendighedens samfundsmæssige lov står vi over for Gud. Den første angår vores evige salighed og frelse. Den anden vores jordiske eksistens i fællesskab med andre. I den første står vi alene over for Gud, er både dømt og tilgivet som elsket og synder og har ved dåb og nadver del i det evige liv. Mens vi i den anden ikke blot står alene overfor Gud, men også over for de mennesker, vi skal leve livet sammen med i familie og blandt venner og fremmede. De to områder, samvittighedens og samfundet af mennesker, må ikke skarpt adskilles. Men må heller ikke sammenblandes. Vi skal skelne mellem religion og politik, mellem tro og samfund, sådan som også Jesus klart formaner. Henrik Bang-Møller har været sognepræst i Skagen-Hulsig pastorat siden 2000. Cand.theol. fra Københavns Universitet 1999. Gift med Jeannette og far til fire.

Forsiden