Tro på tilskuer-boom

AaB vil om to år samle 10.000 pr. kamp

AALBORG:Gennem fire år er tilstrømningen på Aalborg Stadion svundet støt ind, men nu skal tilbagegangen ikke blot stoppes. AaB-ledelsen sigter efter næsten en fordobling af det nuværende tilskuertal, således at superligakampene i 2005 vil samle 10.000 tilskuere i snit. Målsætningen, der kan læses i prospektet bag den igangværende kapitaludvidelse, forekommer særdeles ambitiøs - både i forhold til den nedagående tendens, AaB har oplevet, siden klubben i 1999 blev dansk mester for anden gang, og i lyset af, at tilskuertallet til de tre seneste hjemmekampe har ligget stabilt på en lille trofast kerne mellem 5300 og 5400. - Vores ambition kan umiddelbart lyde voldsom, men generelt er interessen for superligafodbold på vej frem, og det handler i første række om at vinde nogle kampe. AaB ligger tilskuermæssigt under for, at klubben i en længere periode har døjet med ekstraordinært dårlige resultater, konstaterer den nye koncerndirektør i AaB A/S, Tom Matthiesen. Nej til udhuling Med sin fortid i FC Aarhus har han i en årrække været en hyppig gæst på Århus Stadion, hvor tilstrømningen klart overgår Aalborg, selv om AaB og AGF ligger nogenlunde side om side på pointtabellen. For en uge siden samlede AGF således over 10.000 tilskuere mod Herfølge, men Tom Matthiesen finder det ikke rimeligt på det grundlag at konkludere, at der skulle være omtrent dobbelt så stor opbakning omkring AGF som AaB. - Nu er Århus en smule større end Aalborg, men forskellen i tilskuertallene handler i høj grad også om billetpolitik. Eksempelvis havde AGF til kampen mod Herfølge uddelt 3.000 fribilletter på universitetet. I AaB satser vi som udgangspunkt på betalende tilskuere, så indtjeningen og interessen ikke udhules. - Aalborg er mig bekendt en fodboldby, hvor erfaringen viser, at folk kommer i stort antal, når varen er tilstrækkelig god. Derfor er det alfa og omega, at kvaliteten på banen får et løft, men derudover planlægger vi til foråret at intensivere arrangementerne i forbindelse med hjemmekampene, så vi appellerer til en ny gruppe tilskuere. Pejling i dag Efter en rædselsserie med nederlag i 11 af 16 hjemmekampe fik AaB-tilhængerne sidste søndag kærkommen opmuntring med 1-0 sejren over FC Nordsjælland, og Tom Matthiesen mener, at dagens opgør mod FC Midtjylland vil give en pejling af, om AaB har fået fornyet tag i publikum. - Vi spillede en udmærket kamp mod FC Nordsjælland, fulgt op af en opløftende indsats i onsdags i Brøndby. Effekten af Søren Kusk som ny cheftræner slår tilsyneladende igennem, og jeg kan fornemme, at optimismen bobler overalt. På den baggrund forventer jeg, at vi runder 7.000 tilskuere mod FC Midtjylland. Netop 7.000 er det gennemsnit, AaB i år har kalkuleret med, og det er mange penge, der står på spil, når tallet svinger radikalt. I forhold til rekordindtægten på entrésiden - 8,5 mio. kr. i 1999 - har AaB hvert år tabt 3-4 mio. kr. Tilskuertallet smitter desuden af på bl.a. omsætning på stadion og sponsorinteresse, så klubben har hårdt brug for, at de senere års dyk afløses af en pæn konstant stigning.