Tro udtrykt i billeder

FREDERIKSHAVN:Onsdag 20. april kl. 14.30 vil sognepræst Bodil Bolding være dagens gæst i Onsdagsklubben i Sognehuset på Kirkepladsen. Under overskriften: "Billeder på kristentroen - et par moderne eksempler" vil Bodil Bolding overveje, hvordan man kan udtrykke tro. Kristendommen sætter ikke så mange synlige udtryk for troen i det daglige liv, sådan som vi kan finde det i andre religioner. Men kunsten kan måske gøre det synligt, som ellers er skjult, nemlig troen. I kirken er der en lang tradition for at illustrere Bibelens fortællinger. Men kan moderne kunstnere også forkynde med deres billeder? Ud fra et par eksempler vil det blive belyst.