Trods benzin-krig har Q8 vendt underskud til et overskud

Virksomhedsøkonomi 3. juli 2003 08:00

KØBENHAVN: På trods af en heftig og dyr benzin-krig i det seneste år med andre selskaber er det lykkedes det Kuwait-baserede olieselskab Q8 at vende et underskud til et overskud. Selskabet kom ud af regnskabsåret 2002/03 med et overskud på 29 mio. kr. - hvilket er en forbedring på 145,1 mio. kr. i forhold til året før, da underskuddet blev på 116,1 mio. kr. Resultatet er skabt på baggrund af en omsætning på 9,9 mia. kr., heraf er de 5,9 mia. kr. betalt i moms og afgifter på benzin og olie til statskassen. Nettoomsætningen blev på fire mia. kr. Driftsresultatet blev på 59,5 mio. kr. mod et minus året før på 28,9 mio. kr. Den administrerende direktør i Q8, Steffen Pedersen, begrunder vendingen med en reduktion i de finansielle nettoudgifter, en stigning i værdien af beholdningen af olieprodukter samt ikke mindst større indtjening på bilvask og salg af dagligvarer fra selskabets 315 servicestationer landet over. Q8 tog i januar kampen op med lavprisselskaberne ved at etablere lavpristanke uden bemanding, og det har ifølge selskabet været med til at stabilisere selskabets markedsandel. Ved udgangen af regnskabsåret i marts tankede 60 procent at kunderne bilen op ved Qvik-tankene, oplyser selskabet. Med lidt optimisme håber Q8-ledelsen på endnu bedre tal på bundlinien næste år. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...