Trods faldende indtægter: Overskud til Danske Bank

Danske Bank er tilfreds med deres halvårsregnskab trods faldende indtægter.

21. juli 2016 07:47

Danske Bank kommer ud af årets første seks måneder med et nettoresultat på 9,4 milliarder kroner. Det oplyser banken i deres halvårsregnskab, som er udkommet torsdag.

I det regnskab kan man læse, at bankens indtægter er faldet med 800 millioner kroner sammenlignet med samme periode sidste år. Det skyldes ifølge banken selv et fald i handels- og gebyrindtægter.

Thomas F. Borgen, der er administrerende direktør i banken, er dog tilfreds med resultatet, udtaler han i en pressemeddelelse.

- Vi har haft et tilfredsstillende første halvår trods vanskelige markedsvilkår med fortsat negative renter, lav økonomisk vækst og afdæmpet efterspørgsel. Bortset fra de finansielle markeder var perioden generelt præget af lav aktivitet, siger han.

- Resultatet afspejler vores diversificerede forretningsmodel, øget udlånsaktivitet samt vores bestræbelser på at blive en stadigt mere kundefokuseret, enkel og effektiv bank.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...