Danmark

Trods møgsager øger Danske Bank milliardoverskuddet

2017 blev et år med grimme sager om hvidvaskning, men også stigende resultater for Danske Bank

Danske Bank tjente 20,9 milliarder kroner efter skat i 2017. Foto: Scanpix/Thomas Lekfeldt

Danske Bank tjente 20,9 milliarder kroner efter skat i 2017. Foto: Scanpix/Thomas Lekfeldt

DANMARK:Danske Banks nettoresultat stiger til 20,9 milliarder kroner i 2017 i et år præget af økonomisk medvind. Året var også præget af flere sager om massive problemer med hvidvaskning af penge i bankens tidligere estiske afdeling.

På talsiden steg indtægterne til 48,1 milliarder kroner, en lille stigning trukket af rente- og gebyrindtægter. Da banken tabte færre penge på sine udlån steg resultatet dog pænt fra 19,9 milliarder kroner i 2016.

- Vi leverede et stærkt finansielt resultat for 2017. Det afspejlede en fortsat fremgang i de nordiske økonomier, høj kundeaktivitet gennem året og vores kommercielle tiltag for at skabe en mere enkel, effektiv og kundefokuseret bank.

- Der var en positiv udvikling på tværs af vores forretningsområder, som flere steder resulterede i god kunde- og udlånsfremgang, skriver administrerende direktør Thomas Borgen i regnskabet.

Økonomien og kundernes pengepung er så stærk, at Danske Bank kunne tilbageføre 873 millioner kroner sat af til tab på udlån i 2017.

- Kreditkvaliteten var høj som følge af højere ejendomspriser på de fleste geografiske markeder og bedre makroøkonomiske forhold, skriver banken.

Mens 2017 var et økonomisk stærkt år fik bankens image alvorlige ridser i lakken. I en stribe historier hovedsageligt skrevet af Berlingske Business kom det frem, at bankens estiske afdeling er blevet brugt til ulovlige transaktioner og hvidvaskning.

Året har dermed budt på interne undersøgelser, en sigtelse i Frankrig og en stor bøde i Danmark for brud på loven om hvidvaskning af penge.

- I løbet af året blev der stillet alvorlige spørgsmål ved begivenheder, der fandt sted i den nu afviklede "non-resident"-portefølje i filialen i Estland i perioden fra 2007 til 2015.

- Det tyder på, at filialen i Estland kan have været misbrugt til hvidvask. Både bestyrelsen og direktionen tager dette meget alvorligt. Derfor har vi i samarbejde med eksterne eksperter igangsat grundige undersøgelser af forholdene, skriver Danske Banks Thomas Borgen og bestyrelsesformand Ole Andersen i deres beretning til aktionærerne.

/ritzau/

Kunder får milliarder til at rulle ind

Her er en række fakta om Danske Bank:
* 2,7 millioner privatkunder. 236.000 små- og mellemstore erhvervskunder og 1800 såkaldt store og institutionelle erhvervskunder.
* Danske Bank har 280 filialer fordelt på otte lande. Banken har 19.768 fuldtidsmedarbejdere og hovedsæde i København.
* Ud over Danmark er Norge, Sverige og Finland bankens vigtigste markeder.
* 2,2 millioner af bankens kunder kobler sig på via netbank.
* Nordmanden Thomas F. Borgen har siden september 2014 været administrerende direktør for Danske Bank. Han afløste Eivind Kolding, som kort forinden overraskende var blevet fyret.
* Banken blev stiftet i 1871 under navnet Den Danske Landmandsbank, Hypothek- & Vexelbank i Kjøbenhavn, Aktieselskab og fik først senere navnet Danske Bank.
* Det skete 10 år efter fusionen i 1990, hvor Den Danske Bank, Handelsbanken og Provinsbanken blev lagt sammen.
* Danske Bank er noteret på fondsbørsen i København.
* Ud over den almindelige bankdrift for privatkunder og virksomheder tjener Danske Bank sine penge på realkredit-, forsikrings- og pensionsprodukter.
* Banken ejer en række aktiviteter, som ikke hører under kerneområdet, og som man på sigt forsøger at afvikle. Det drejer sig blandt andet om bankforretninger i Irland og de baltiske lande.
Kilde: Danske Bank.
/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.