Udland

Trods våbenhvile: Demonstranter og politi slås i Kijev

Våbenhvilen i Ukraine holder nogenlunde, men der meldes om nye sammenstød og tåregas i Kijevs centrum.

Det har været en forholdsvis rolig nat i Ukraines hovedstad, efter at landets præsident, Viktor Janukovitj, og oppositionen sent onsdag aften blev enige om en våbenhvile.

Alligevel beretter flere medier, at der fortsat er sammenstød mellem urobetjente og demonstranter i området omkring Uafhængighedspladsen i det centrale Kijev. nbsp;

Demonstranter har torsdag morgen kastet brandbomber og fyrværkeri efter sikkerhedsstyrker, der har affyret tåregas, mens sort røg fra brændende bildæk stiger op fra Uafhængighedspladsen, Maidan.

Samtidig er dødstallet efter de omfattende uroligheder ifølge nyhedsbureauet dpa steget til 28. Flere end 1000 meldes såret i det værste uroligheder i over 20 år i den tidligere sovjetrepublik.

Inden de nye sammenstød viste ukrainske tv-billeder tidligt torsdag morgen, at der stadig brændte enkelte bål på Maidan i Kijev, hvor der af og til blev affyret fyrværkeri, mens demonstranter sang sange og råbte slagord.

Mange mennesker er stadig samlet på den centrale plads, der i de seneste døgn har været slagmark for blodige kampe mellem urobetjente og vrede oppositionstilhængere, der i månedsvis har slået lejr på Maidan.

Men våbenhvilen ser dog ud til foreløbig at have stoppet blodsudgydelserne.

Demonstranterne har i tre måneder forskanset sig i centrum af Kijev. De kræver, at Janukovitj og hans regering træder tilbage, efter at præsidenten før jul nægtede at underskrive en samarbejdsaftale med EU.

Urolighederne i Kijev eskalerede imidlertid voldsomt, da det tidligere på ugen kom frem, at det ukrainske parlament havde udskudt en debat i parlament, der omhandlede en forfatningsændring, der skulle begrænse præsident Janukovitjs magt.

Demonstranter genbesatte tirsdag byens rådhus, og kampklædt politi stormede protestlejrene på Uafhængighedspladsen, hvor demonstranter kastede brandbomber, skød med fyrværkeri og kastede sten mod politiet.

Samtidig er Viktor Janukovitj også upopulær og hadet i oppositionen for sit opgør med den tidligere premierminister Julia Timosjenko, en af lederne bag Den Orange Revolution, der blev idømt syv års fængsel i 2011 for magtmisbrug og underslæb.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst