Troede 19-årig havde skydevåben i pose

Betjente iført skudsikre veste anholdt mand på Mariagervej i Hobro

Lasse Damsgaard
Betjentene var i skudsikre veste - da meldingen lød på, at den 19-årige var i besiddelsen af skydevåben. Arkivfoto: Bo Lehm
Hobro 8. juli 2016 10:02 - Opdateret 8. juli 2016 10:10

HOBRO: En anmeldelse om en geværkolbe, der stak op fra en plastikpose, som en 19-årig mand bar rundt på, betød torsdag aften et større politiopbud på Mariagervej i Hobro.

To politipatruljer fra Hobro, en patrulje fra Aalborg samt en indsatsleder-vogn - og betjente iført skudsikre veste - blev dirigeret til området, hvor den 19-årige mand blev anholdt.

Det viste sig dog, at det var et baseball-bat og ikke et gevær, den unge mand bar rundt på.

- Men vi var nødsaget til at tage vores forholdsregler, når vi får sådan en anmeldelse, siger Jørgen Kresten Nielsen fra politiet i Himmerland, der kan fortælle, at den 19-årige er en god bekendt af ordensmagten - og i øvrigt stort set hver eneste dag i denne uge har været i kontakt med politiet.

Politiet har en formodning om, at baseball-battet skulle bruges som våben.

- Der var intet som tydede på, at den unge mand var på vej til baseball. Derfor blev han anholdt og sigtet for overtrædelse af våbenloven, ligesom han også er sigtet for at overtræde loven omkring euforiserende stoffer, fordi han var i besiddelse af tre gram hash, siger Jørgen Kresten Nielsen.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...