Trøje # 22 er Chapmans

17-årige Christian har overtaget det legendariske ishockeynummer i Frederikshavn efter far Chappy

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Som blot 17-årig har Christian Chapman fået lov til at snuse til eliteholdet White Hawks.Foto: Michael Koch

FREDERIKSHAVN:Siden år 2000 har legendariske Craig Chapmans ishokeytrøje med nummer 22 hængt højt hævet oppe under taget i skøjtehallen i Frederikshavn sammen med mesterskabsflagene fra sæsonerne 1988-89 og 1999-2000. Den nu 53-årige canadisk fødte gudsbenådede ishockeyspiller blev æresmedlem i Frederikshavn Ishockey Klub ved samme lejlighed, og planen var, at trøjenummer 22 for evigt kun skulle være højt hævet i skøjtehallen og aldrig mere i aktion på isen. Men nummer 22 kan igen ses optræde i ligaen for de hvidblusede frederikshavnere, og det er stadig med navnet Chapman på ryggen. Flot af klubben Det er dog ikke måltyven fra 80'erne, der har gjort comeback, men derimod Chapman junior med fornavnet Christian, der trods sine blot 17 år er indlemmet i cheftræner Henrik Christiansens elitetrup hos White Hawks. - Og det var også trænerens idé, at trøjenummer 22 igen skulle i aktion, fortæller farmand Craig, der udmærket er klar over, at ikke alle finder det smart at give sønnen netop det nummer på isen. - Jeg var stolt over at bære det nummer, og sådan er det også med Christian, og jeg synes, at det er flot af klubben at give min søn nummer 22, selv om trøjen jo egentlig var låst. Jeg havde overhovedet intet med den nummersag at gøre, men klubben valgte, at Christian skulle skifte fra nummer 44 til 22 forklarer Craig - eller Chappy som alle i ishockeykredse kender den legendariske frederikshavner under. Til Frederikshavn i 1978 Allerede som 16-årige rejste en ung Chappy fra Canada til Stockholm, og i 1978 kom han til Frederikshavn. - Jeg kendte overhovedet intet til dansk ishockey dengang, og det var også kun en mindre idrætsgren, der dog i Frederikshavn var på vej til at tage over efter nogle skuffende fodboldår. - Det hele var nyt og spændende for en ung knægt, og jeg var heldig at komme på et godt tidspunkt, hvor jeg næsten som eneste canadier i dansk ishockey straks blev lagt mærke til. - Meget er sket siden med ishockeysporten, men gode venner fra dengang har jeg fortsat både i Canada, Sverige, Finland og i hele Danmark, hvor Frederikshavn helt klart er min klub, selv om jeg sluttede min egen karriere på isen i 1992 i Rungsted. Jeg nåede dog at få omkring 350 kampe for FIK, og i det hele taget har ishockey været mit liv, smiler Chappy. Efter den aktive karriere som spiller var han assistenttræner for ligaholdet i Frederikshavn under Olaf Eller og Tom Coolen samt det danske U18-landshold, cheftræner var han i halvandet år for 1. divisionsholdet i Aarhus, ligesom det under Team Danmark blev til tre år med det danske kvindelandshold. - Jeg havde mange store oplevelser med kvindelandsholdet, men nu nøjes jeg med at hjælpe lidt til ved elitetræningen, hvor jeg så samtidig dagligt kan følge sønnnen. - Faktisk kommer jeg i skøjtehallen i Frederikshavn hver dag, for jeg elsker atmosfæren og snakken med alle folk omkring ishockeyen, selv om jeg ikke længere er træner for et hold. - Jeg har nok et anderledes syn på spillet end så mange andre, og det er formentlig derfor, at ikke har været træner i en længere årrække, vurderer Chappy. For få tilskuere - I mine 12-13 aktive år som spiller var jeg med til at bygge ishockeysporten op til noget stort i Frederikshavn, og jeg savner noget af den hygge fra dengang, ligesom jeg gerne så mange flere tilskuere i skøjtehallen. - Jeg har prøvet at spille for 4500 tilskuere i Frederikshavn, og derfor ærgrer det mig, at der kun kommer 7-800 til ligakampene nu. - Vi har en fantastisk ishockeyklub i Frederikshavn med en rigtig god erhvervsklub og mange gode personer på alle poster, men det er også vigtigt, hvis sihockeysporten skal sælges rigtigt. Ingen forældretvang Selv om Chapman igennem mange år har været et stort ishockeynavn i Frederikshavn, blev sønnen Christian ikke kastes ud på isen, straks han kunne gå. - Jeg er aldrig blevet presset hjemmefra, og faktisk spillede jeg fodbold først i flere år, inden jeg som seks-årig prøvede isen sammen med nogle legekammerater, men efter otte minutter var den sæson overstået, og først et par år senere prøvede jeg igen efter først at have prøvet at spille hockey på rulleskøjter derhjemme, fortæller Chapman junior. - Jeg har altid sagt til Christian, at han skal nyde ishockeyspillet, tilføjer farmand, der gerne ser sønnen få de samme oplevelser med spillet, som han selv nåede. Christian føler det ikke som et ekstra pres, at han hedder Chapman og spiller med nummer 22. - For mig handler det om at få så megen spilletid som muligt, og derfor er jeg også med både på eliteholdet, 1. divisionsholdet og U20-holdet, for kun via mange kampe og en masse træningspas bliver jeg bedre. - Jeg er glad for at få chancen i 4. kæden på eliteholdet i White Hawks, men mit mål er at blive fast mand på isen, og så har jeg ambitioner om landskampe, hvor jeg allerede har fået mange oplevelser og i øjeblikket spiller på U18-landsholdet. - Som mange andre unge ishockeyspillere drømmer jeg også om en gang at komme til udlandet, men det vil også være fint at få 20 gode år i Frederikshavn som Mike Grey, siger Christian, der med skolegang på andet år på handelsgymnasiet og ishockeytræning eller kamp hver dag ikke har megen tid til overs i det daglige. - Men ishockey er altså også en livsstil, og det kan være hårdt, men det er alligevel det hele værd, så jeg gjorde det gerne om igen, slutter farmand Chappy.