FREDERIKSHAVN:Fortid, nutid og fremtid gik hånd i hånd ved dimissionsfesten på Frederikshavn gymnasium.
Det var naturligvis årets studenter og HFere, der sammen med de mange pårørende var midtpunktet, ligesom der traditionen tro var et trofast fremmøde af 25- og 10-års jubilarer, men de nye studenter og HF’ere fik samtidig en sjælden hilsen.
Det var fra 38 studenter, der markerede, at det er 50 år siden, de modtog deres eksamensbevis.
Gamle studenterhuer blev luftet. Gule i betrækket og lidt for små, men alligevel et tegn på fællesskab omkring Frederikshavn Gymnasium.
Vær dig selv
Samtidig blev der set ind i fremtiden med den hilsen, som professor, dr. med. Jørgen Lous på de 38 jubilarers vegne gav de unge med opfordring til i deres fremtidige uddannelsesforløb altid at være sig selv og aldrig miste selvtilliden med en humoristisk henvisning til, at de kom fra et gymnasium i Vendsyssel.
Spørgelyst
50 års-jubilarerne havde sat hinanden stævne på gymnasiet først og fremmest for at snakke fortid, udveksle minder og ikke mindst se hinanden lidt an.
Mange af dem havde ikke set hinanden siden, de for 25 eller 40 år siden var samlet på gymnasiet til jubilæum.
Derfor lød det også højlydt, da de ”ældste” jubilarer mødte hinanden i god tid før dimissionsfesten ”jamen, er det dig” eller ”hvem er det, du er”, men snart efter de første, måske lidt generte bemærkninger varede det ikke længe, før gymnasiejargonen blev fundet frem med gammelkendt og godmodig drilleri og latter.
Som hele tiden mundede ud i stor spørgelyst for at få nysgerrigheden stillet om studenterkammeraternes gøren og laden i de seneste mange år, om det nye pensionistliv, om familieforhold og, hvad der ellers interesserer bedagede ældre.
Årgang 62 - og Sassersen
Gymnasiet havde på forhånd stillet et klasselokale til rådighed for hver de tre klasser, der i 1962 blev studenter fra det gamle gymnasium i de bygninger i Fladstrandsgade, der i dag rummer lokaler til Frederikshavn Handelsskole.
To matematiske klasser og en sproglig klasse med tilsammen 61 elever fra Frederikshavn, Skagen og Sæby og stadig med større eller mindre tilknytning til området ved en efterfølgende sammenkomst i Møllehuset deltog forhenværende adjunkt Verner Sassersen, Frederikshavn, som var de gamle studenters fransklærer i 1962.
Rektor Inge Carlé holdt dimissionstale og uddelte eksamensbeviser, mens Martin Andersen fra 3 u holdt studentertale.
Ind imellem var der fællessang og korsang med skolekoret ”Kammerpigerne”.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.