Ishockey

Trofaste fans utilfredse med billetsalget

Sæsonkortholdere har set deres faste pladser blive solgt til anden side

Ras­mus Ol­sen og Jens Niel­sen, to af AaB-mål­sco­rer­ne i sej­ren på 3-1 over Søn­der­jys­kE i den før­ste DM-se­mi­fi­na­le i fre­dags, gav til­sku­er­ne no­get at jub­le over.Foto: Micha­el Byg­bal­le

Ras­mus Ol­sen og Jens Niel­sen, to af AaB-mål­sco­rer­ne i sej­ren på 3-1 over Søn­der­jys­kE i den før­ste DM-se­mi­fi­na­le i fre­dags, gav til­sku­er­ne no­get at jub­le over.Foto: Micha­el Byg­bal­le

AALBORG:Det har bestemt ikke været problemfrit midt i et slutspil at flytte hjemmebane fra Samsøgade til Gigantium Isarena - hverken for spillerne fra AaB Ishockey, ledelsen eller tilskuerne. Førstnævnte har efterhånden vænnet sig til de gigantiske omgivelser, men for ledelsen i AaB Ishockey med direktør Ole Nielsen i spidsen har det været og er stadig hårde og lange arbejdsdage med masser af problemer, der kalder på hurtige løsninger. Og for en del af klubbens mest trofaste fans med sæsonkort har det i forbindelse med fredagens første semifinalekamp mod SønderjyskE været problematisk at få det sæde i Gigantium, som sæsonkortet ellers berettiger til. NORDJYSKE har fået flere henvendelser fra ishockeyfans med sæsonkort til AaB’s kampe, der har oplevet, hvordan deres billet med forkøbsret alligevel var solgt til anden side, og bestemt ikke alle kortholdere har været tilfredse med den/de andre pladser i Isarenaen, som de i stedet har fået. Ringe håndtering En meget ringe håndtering af billetterne, lyder det fra flere sider, og ishockeydirektør Ole Nielsen beklager da også den uheldige situation. - Der er sket beklagelige fejl i forbindelse med billetsalget i AaB Shoppen, hvorfra al salg af billetter til kampene foregår, siger Ole Nielsen. - Men jeg er kun bekendt med, at vi trods alt har sørget for, at alle sæsonkortholdere har fået et sæde i hallen til fredagens kamp mod SønderjyskE. - Det er ingen let operation vi har været igennem, og undgå fejl kan vi ikke. - At fans med sæsonkort har fået et andet sæde, end de egentlig skulle have, har vi naturligvis ikke gjort for at genere nogen, og vi forsøger hele tiden at minimere fejlene. - Vi arbejder i øjeblikket hele døgnet rundt for at få flytningen fra Samsøgade til Gigantium til at fungere så optimalt som muligt, og derfor appellerer vi også for forståelse hos de fans, der desværre er blevet ramt af fejl i billetsystemet. Ingen garanti - Og jeg er nødt til at sige, at vi heller ikke til de kommende hjemmekampe i slutspillet kan udstede en garanti for, at der ikke igen sker fejl omkring billetterne, men helt ærligt er det forhåbentlig også til at leve med et andet sæde i hallen, når blot man som fan har fået en billet. - Et af de store problemer med de omkring 700 sæsonkort er, at de fleste har ønsket at ændre en ståplads i Samsøgade til en siddeplads i Gigantium, og det har altså voldt billetsystemet nogle problemer, og dem beklager vi selvfølgelig, siger Ole Nielsen. Frygter ikke bagslag Han frygter ikke, at billetproblemerne giver bagslag i form af et dyk i tallet af sæsonkortholdere til næste sæson. - Interessen for ishockey er heldigvis meget stor omkring AaB, så fanskaren skrumper næppe ind på grund af de akutte billetproblemer, vurderer ishockeydirektøren.