Trolddom i vinterens have

EMNER 1. december 2002 07:00

I december er vinteren en realitet. Det er koldt, og farverne i haven er så dæmpede, at de næsten ikke bemærkes. Til gengæld dukker gemte og glemte skulpturer op efter løvfald. I vinterens have spiller de hovedrollen. Troldhassel indtager scenen og fremtryller eventyrstemning i haven. Troldhassel, Corylus avellana »Contorta«, gør ikke meget væsen af sig i sommerhalvåret. Den står som en tæt, grøn busk og danner en rolig baggrund for alt det, der sker, når skiftende, farverige blomster folder sig ud og stjæler al opmærksomhed. Men i vinterhalvåret har troldhasselen scenen for sig selv. Den smider sløret og træder frem efter løvfald som en primadonna med sine særprægede, skulpturelle former. Troldhassel ligner ingen anden busk i haven. Alle dens grene snor og krøller sig, som havde nogen givet planten elektrochock eller kildet den. De krøllede og snoede grene strækker sig mod den blege vintersol og tegner fantastiske silhuetter. Troldhassel er også en af havens første forårsbebudere. Pludselig en dag i det tidligste forår blomstrer den med fine, Iysegule rakler, der hænger som pynt fra grenene. Troldhassel kan udvikle nødder ganske som almindelige hasselbuske. Det bliver sjældent til mange, men nødderne kan spises som andre hasselnødder. Dem bliver man ikke forhekset af. Det er ikke svært at dyrke troldhassel. Den foretrækker næringsrig jord og har ikke noget imod let skygge. Det vigtigste, når man skal vælge et sted til sin troldhassel, er at finde den placering, hvor man får mest glæde af den særprægede busk. Da den først og fremmest spiller sin rolle i vinterhalvåret, er det bedst at plante den et af de steder, hvor man færdes dagligt uanset vejrforholdene. Det giver også god mening at plante troldhassel der, hvor man kan se den fra vinduerne. Busken kræver ikke megen vedligeholdelse men tåler sagtens klipning. Derfor kan man roligt klippe grene af til julens eller påskens dekorationer. Busken lider ikke overlast, og kønnere dekorationsmateriale er svært at finde. Klip så vidt muligt grenene af helt ved basis. På den måde bevares buskens facon bedst. Troldhassel er podet på en ganske almindelig hassel uden tendens til krøllerier. Derfor kan der dukke skud op fra bunden, der hverken krøller eller snor sig. De bør fjernes, så snart de opdages. Klip dem af helt tæt på stammen ved jordoverfladen. Grundstammen er stærkere end troldhasselen selv og vil kunne tage magten, hvis ikke vildskuddene fjernes. Der er altid plads til en troldhassel i haven, selv om pladsen er trang. Trolhaassel vokser langsomt og udvikler sig til et lille, busket træ på 2-4 meter. Kilde: www.månedens-plante.dk

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...