Teater

Troldene kommer til Thise Bakker

Der er øvet intenst på et spil, der foregår i Thise

THISE:I Thise findes den helt lokale Hans Christian Andersen. Forleden ville H.C. Andersen være fyldt 200 år. Det fejrede Manna-Thise borgerforeningen i eventyrets tegn ved at opføre "Troldene kommer", skrevet af Henning Rand-Jensen. Siden midt i januar er der blevet øvet flittigt på stykket hver torsdag i SFO-bygningen. I sidste uge rykkede børn, instruktører og kostumer op i forsamlingshuset, her øvede de hver dag, og endelig kom tiden, hvor stykket skulle opføres for forældre, søskende og alle andre interesserede. For længe længe siden levede nisserne i Thise Bakker og elverfolket i mosen fredeligt side om side med menneskene. Elverkongen og Kildeånden, de bedste venner rejser en dag til Norge for at besøge Dovregubben, som fylder 500 år. Så begynder problemerne hjemme i Thise Bakker - Troldene kommer. Troldekongen, som heksen forvandler til en rig gårdmandssøn, når næsten at blive gift med den kønne gårdmandsdatter, Kirsten. Hun vil dog langt hellere have Hans, men han er fattig, og Kirstens far er i pengenød, og beder derfor Kirsten redde familiens gård ved at gifte sig med den rige gårdmandssøn. Brylluppet skal forrettes af sognefogden, men heldigvis når Kildeånden og Elverkongen hjem lige i rette tid til at få bragt orden i sagerne - troldene bliver forvist til Norge og Kirsten får sin Hans, der som bryllupsgave fra elverfolket og nisserne får en stor pose med guld. Hele 22 børn fra 3.-7. kl. opførte det dejlige stykke, og der var megen ros fra publikum. De sang, spillede og optrådte så det var en fryd for både øje og øre - og tekstforfatteren Henning Rand-Jensen roste da også børnene i hans takketale. Som det sig hør og bør til en rigtig teaterforestilling var der blomster til samtlige skuespillere, instruktører, lys/lydmænd, kostumemager og tekstforfatter. 86 voksne og 58 børn havde fundet vej til Thise Forsamlingshus denne skønne dag. Da eventyret var slut blev der serveret kaffe og kage til de voksne og børnene kunne købe sodavand, slik og is. - Børnedilettant er bestemt kommet for at blive i Thise, og vi håber, at årets stykke måske kan få lov til at blive opført på et eller andet tidspunkt i Brønderslev, så børnene kan få lov at komme på scenen igen - for det har de bestemt fortjent, siger Inge Løgtholt fra Manna-Thise Borgerforening, der står bag initiativet.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst