Hestesport

Troldmandens lærling på egne ben

AALBORG:Flemming Jensen er kendt som en af de dygtigste travtrænere herhjemme, og især hans evne til at styre sine heste i løb, hvor han ofte har haft is i maven til sent i opløbet har givet ham et fornemt ry og mange sejre. Nu skal det i aften på Aalborg Væddeløbsbane vise sig, om ¿troldmandens lærling¿ også har nogen af den specielle vindermentalitet i kroppen, og om han er i stand til at føre det ud i livet. Flemming Jensen er ikke til start i aften, og han har derfor overladt fire starter til sin unge jockey Kim Pedersen, som hermed for alvor bliver kastet for løverne, i kamp mod nogle af de allerbedste kuske. Og selv om fire starter kræver både fysik og koncentration, og bliver en helt ny prøvelse for Kim Pedersen, så kan han glæde sig over, at det er fire virkelig, gode heste, han skal på banen med. Han vil ret beset have vinderchancer i alle fire starter, bedst måske i sin sidste start, 10. løb, hvor han med svenske Silky Smooth ser ud til at have en hest, der fejlfrit går fra konkurrenterne fra startspor fem. Men galop i de to seneste starter er naturligvis en faktor, der skal med. Outsider-roller I de tre øvrige løb, Kim Pedersen er med i, vil andre have favoritværdigheden, men i alle tre tilfælde vil det være klogt at se op for de heste, han er ude med, for de fremstår alle som farlige outsidere til sejr. Look La Marc i fjerde løb er en hest med stor kapacitet. Den har tre sejre og tre andenpladser i 12 starter i år, og selv om den skal starte fra spor 11, så er der 2600 meter til at hente konkurrenterne i. Garonne AS i sjette løb har kun otte konkurrenter i et 1600 meter autostartløb, men den har speed og er i et sprinterløb så afgjort stærkt inde. Senest, Flemming Jensen startede den i Aalborg, blev den to¿er. Endnu en svensk hest, Dare To Dream, fører Kim Pedersen rundt i syvende løb, og den var han selv på banen med senest i et prøveløb, hvor den vandt fra spids i fin stil. Den har haft galop-problemer, men måske kan Kim Pedersen nu styre den sikkert gennem de 1600 meter og true favoritter her som Hector Brogård og I Pitstop. Tre galopløb De otte travløb, der bydes på denne aften, suppleres af tre galopløb, og her er de tre aktører, som bejler til titlen som ¿Årets hest¿, alle til start. Den førende, Moune Shine, skal dog ikke løbe mod sine to nærmeste rivaler, El Pequeno og Fair Run. Moune Shine med 275 point på kontoen efter syv starter, er med i et løb over 2000 meter om Samarbejdspartnernes Ærespræmie. Her tror træner Torben Christensen dog, at det med 69 kg vægt kan blive svært at hamle op med Saint Pierre og Freedom Boy, men han bedyrer, at Ann-Charlotte Nielsen på ryggen af Moune Shine nok skal være med i præmierækken og kampen om yderligere point. De to rivaler til Moune Shine er begge med i et 1500 meter løb om Wellas Ærespræmie, og her står Marc Scott på El Pequeno bedst af de to, for Fair Run med Tina Mortensen skal i dette løb bære 72 kg. El Pequeno har samlet 215 point i seks starter, mens Fair Run står med 200 point.