Tropisk storm i USA koster mindst fem mennesker livet

Op mod 1,7 millioner mennesker er blevet opfordret til at lade sig evakuere som følge af stormen Florence.

Tusindvis af redningsfolk, -køretøjer og helikoptere er klar til at hjælpe folk fra oversvømmelser. Det er dog ikke altid, at vejrforholdene gør det muligt for hjælpen at nå frem. Foto: Chip Somodevilla/Ritzau Scanpix
Miljø 15. september 2018 06:15

Den tropiske storm Florence, der bevæger sig ind over USA, har kostet mindst fem mennesker livet. Det oplyser myndighederne ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Blandt de omkomne er en kvinde og et spædbarn, der blev dræbt, da et træ faldt ned i deres hus.

Selv om uvejret er taget af i styrke, så ventes der stadig store ødelægger i form af oversvømmelser og kraftige vinde. De voldsomme oversvømmelser er fortsat livsfarlige, lyder det ifølge nyhedsbureauet AP.

Flere byer i North Carolina har fået 58 centimeter regn på to dage, mens andre områder forventer at få op mod en meter regn.

Alene i North Carolina er mere end 760.000 mennesker uden elektricitet.

Tusindvis af redningsfolk, -køretøjer og helikoptere er klar til at hjælpe folk fra oversvømmelser. Og i de tre stater North Carolina, South Carolina og Virginia er op mod 1,7 millioner indbyggere blevet opfordret til at lade sig evakuere.

Men ifølge myndighederne er der dog også personer, der har valgt at blive hjemme under den voldsomme tyfon for at beskytte deres ejendomme.

Guvernør i North Carolina, Roy Cooper, oplyser, at der har været "flere hundrede" redningsaktioner, og "der er fortsat folk, der har brug for hjælp".

Det amerikanske orkancenter advarer folk mod at bevæge sig udenfor efter mørkets frembrud, da det kan være svært at se, hvor dybt vandet i området er, og at folk derfor risikerer at sidde fast.

I stedet skal folk søge mod det højeste punkt i deres hjem og derefter kontakte alarmcentralen, oplyser myndighederne.

Tidligere på ugen lå Florence som en orkan i kategori 4, men den har siden mistet styrke. Sent fredag aften dansk tid blev den nedjusteret til en tropisk storm.

Det betyder dog langt fra, at Florence er ufarlig, siger guvernør Roy Cooper. Ifølge ham skal befolkningen forberede sig på flere dage med kraftig regn, hård vind og oversvømmelser.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...