Troppede nøgen op i Spar

24-årig mand væltede stativer og fik fat i kasse med 15 meloner

Tyverier 19. juni 2012 13:28 - Opdateret 19. juni 2012 16:07

SVENSTRUP/HUNE: En 24-årig mand fra Aalborg skal 60 dage i fængsel, hovedsagligt fordi byretten i Aalborg tirsdag kendte ham skyldig i indbrud, men også fordi han stod bag et ret usædvanligt optrin i dagligvareforretningen Super Spar i Hune ved Blokhus.

Sidste sommer lørdag 30. juli klokken cirka 19 troppede den 24-årige nemlig op i Spar-butikken ganske nøgen.
Dog fastholdt han i retten, at han var iført badetøfler.

Væltede stativer

Den 24-årige var ret påvirket, og han blev dømt for at vælte flere stativer med blomster og legetøj, så der blev ødelagt for 808 kroner.

På vej ud af butikken tog han kasse med 15 meloner.
Derfor blev han dømt for at overtræde ordensbekendtgørelsen samt for hærværk.

Indbrud i Svenstrup

Men de 60 dages fængsel er en tillægsstraf til en tidligere straf, ligesom dommen begrundes langt overvejende i et indbrud begået sammen med en 23-årig mand fra Aalborg.

Han blev idømt 30 dages betinget fængsel med vilkår om tilsyn fra Kriminalforsorgen samt behandling mod sit misbrug af alkohol og stoffer.
Det oplyser anklager Dorte Kvist Knudsen.

Stjal for 20.000 kroner

Indbruddet blev begået natten mellem 22. og 23. juli sidste år i Svenstrup.

De to mænd brød ind i en villa og stjal værdier for cirka 20.000 kroner i form af blandt andet fladskærms-tv, en hjemmebiograf samt 4.000 kroner.

Begge nægter indbruddet og udbad sig tid til at overvej en anke.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...