Lokalpolitik

Tror han kan gøre en forskel i nyt byråd

Jens Chr. Bach opstiller nu for Dansk Folkeparti

LADELUND:Rygterne har svirret et stykke tid, og nu er det ganske vist at gårdejer Jens Chr. Bach opstiller til valget til byrådet for Rebild Kommune for DanskFolkeparti. Dermed dropper han sit tidligere kandidatur for den Tværpolitiske Liste i Haverslev, og det har han selv en naturlig forklaring på. - Listen eksisterer jo reelt ikke længere, men er i dag en del af Fælleslisten Rebild Syd i Nørager Kommune. Det mener jeg er at fortsætte sognepolitiken, fordi vi per 1. januar om godt et år hedder Rebild Kommune uden kommunegrænser, påpeger Jens Chr. Bach og tilføjer: - At jeg ikke genopstiller på listen har også sammenhæng med, at jeg ikke kan se det naturlige i en alliance mellem de to byer Ravnkilde og Haverslev og Nørager Listen, der som udkantsby i stedet må have mere til fælles med Øster Hornum og Bælum. For Haverslev og Ravnkildes vedkommende eksempelvis med Aarestrup og Sønderup. At han er opstillet som nummer seks og sidst på partilisten for Dansk Folkeparti bekymrer ham ikke så meget. - Jeg sætter ikke mit lys under en skæppe og mener efter mange år som lokalpolitiker at kunne gøre en forskel i det nye byråd, hvis jeg altså bliver valgt, erklærer han optimistisk og tilføjer med et grin: - Ved valget for fire år siden var jeg også tæt på et genvalg, men flere vælgere har siden erklæret at de undlod at stemme på mig personligt, fordi de var sikre på mit genvalg. De får nu en ny chance 15. november. Brud med Glistrup Jens Chr. Bach har været medlem af kommunalbestyrelsen uafbrudt i 20 år fra 1981 til 2001, først som repræsentant for Fremskridtaprtiet, og siden 1995 for den Tværpolitiske Liste iHaverslev. - Jeg deltog selv i det stormfulde landsmøde i Fremskridtpartiet i efteråret 1995 i Århus. Efter al balladen meldte jeg mig ud af partiet om mandagen og havde dengang fået nok af partipolitik. Det uanset at Dansk Folkeparti efter stiftelse siden er det parti, der har haft min største sympati, fordi det efter min mening har gjort det godt som støtteparti for regeringen, erklærer Jens Chr. Bach. Han har efter eget udsagn på ingen måde savnet at deltage i lokalpolitik de sidste fire år i den påtvungne pause. Han er blevet opfordret til at opstille som kandidat for Dansk Folkeparti til kommunalvalget, men traf efter eget udsagn først efter længere tids overvejelser sin beslutning. - Så først for nylig er jeg blevet medlem af partiet. Havde det ikke været for kommunalreformen og de politiske udfordringer som eventuelt nyt medlem af det nye byråd for storkommunen Rebild, men i stedet fortsat kun Nørager Kommune, så havde jeg heller ikke været interesseret i at genopstille. Så det bliver spændende med resultatet af kommunalvalget 15. november, lyder meldingen fra Jens Chr. Bach.