Tror ikke på fedtafgiften

Tican kalder fedtafgiften tåbelig, Dragsbæk Margarinefabrik vil gå til EU.

Onsdag fremsatte skatteminister Troels Lund Poulsen (V) sit lovforslag om indførelse af en ny afgift på 16 kroner pr. kilo mættet fedt. På den måde regner ministeren med et provenu på 1,4 mia. kroner, der skal finansiere indkomstskattelettelserne fra skattereformen i fjor. Ikke overraskende er den nye afgift ikke populær hos de store fødevareproducenter i Thisted, Tican og Dragsbæk Margarinefabrik. Mens Ticans adm. direktør Ove Thejls allerede er ved at indstille sig på, at den nye afgift bliver en realitet fra 1. juli, tvivler Dragsbæk Margarinefabriks bestyrelsesformand Mogens Nielsen på, at den gennemføres. - Jeg tror ikke, at det her holder vand. Det forekommer mig som vindmøllesagen fra Østerild, hvor embedsmændene ikke havde undersøgt sagen ordentligt forud for vedtagelsen af loven, siger Mogens Nielsen, der også er formand for Margarineforeningen, MIFU. Han bebuder, at MIFU nu vil gå til EU med sagen. - Det her lovforslag pålægger os en del ekstra administration og gør os dermed mindre konkurrencedygtige overfor udlandet, siger han. Ticans Ove Thejls sætter nu sin lid til, at slagteribranchen finder sammen om en fælles model for afregningen af mættet fedt. Lovforslaget lægger nemlig op til, at branchen kan vælge at betale seks pct. af en hel gris, eller afregne efter udskæringernes faktuelle fedtindhold. - Ellers bliver forvirringen da total, siger Ove Thejls.

Forsiden


Breaking
Medie: Epidemikommission vil sende skoleelever hjem
Luk