Socialforhold

Tror ikke på spareplaner

FREDERIKSHAVN:Else Aaris Hansen er formand for Dansk Blindesamfund i Frederikshavn Kommune. Hun er desuden medlem af Handicaprådet, så derfor er hun godt orienteret om det store underskud på socialområdet. Ledsagerordningen har været nævnt i socialudvalgets budgetrevision som et eksempel på, hvor der kan spares. Den del af ledsagerordningen, hvor brugerne er over 67 år, er nemlig ikke lovpligtig, men Else Aaris Hansen tror dog ikke på, at politikerne fjerner ordningen. – For det første er det en meget populær ordning, som brugerne er glade for. Desuden er ledsagerordningen (over 67 år) netop blevet genindført i Frederikshavn Kommune, og jeg kan ikke forestille mig, at de allerede vil fjerne den igen, siger Else Aaris Hansen. Den gamle Frederikshavn Kommune tilbød ledsagerordning for mennesker over 67 år, men da kommunesammenlægningen var en realitet, blev den sparet væk. 1. januar i år blev ordningen atter indført i Frederikshavn Kommune.