Troubadur på visit i pakhus

Benny Holst og hans trio skabte imtim stemning

HOBRO:I 23 år frem til sidste efterår har han ikke udgivet et album, men alligevel er den i dag 65-årige troubadur Benny Holst efter en livslang musikertilværelse stadig i stand til at tryllebinde sit publikum. Det beviste han fredag aften i Det Røde Pakhus på havnen i Hobro, hvor over 150 havde løst billet til en koncert med hans trio, der ud over ham selv består af guitarist Jacob Rathje og Martin Andersen på elektrisk violin. Allerede under det første nummer fik han publikums fulde opmærksomhed uanset det var instrumentalt. Derefter fulgte en blanding af gamle samt nye mumre fra hans anmelderoste cd Himlen må vente fra sidste efterår, blandt andet den smukke oversættelse af Bob Dylan klassikeren Forever Young, der i Benny Holst univers er blevet til nummeret Til evig tid. Nostalgiske genhør Aftenens publikum i pakhuset var næsten alle i den mere modne alder, og for mange var flere af aftenens gamle sange med Benny Holst et dejligt nostalgisk genhør fra en næsten svunden tid tilbage i 70'erne og 80'erne. Næppe var tonerne slået an til de over 30 år gamle Benny Holst klassikere Din rygmarv visner og sangen om Jenny, før adskillige blandt publikum næsten fik julelys i øjnene og svømmede hen i nostalgi i takt til musikken. Rødvinspublikum Direkte adspurgt i pausen kunne Benny Holst ikke give et entydigt svar på, hvorfor han har ventet 23 år med at udgive et nyt album. - Det er jo ikke fordi jeg ikke har været aktiv på den danske musikscene de mange år. Årsagen er nok mere, at jeg var usikker på om der var et publikum til mine nye sange. Kig blot ud i salen i aften, efter så mange år er mine tilhørere blevet et rødvinspublikum, griner han. I anden del af koncerten var der flere smagsprøver fra den nye cd, krydret med flere gamle nostalgiske numre til stor glæde for det medlevende publikum. Efter tre timer og knap 20 numre over scenekanten var den imtime koncert med trioen forbi. Ikke blot publikum, men også arrangørerne, Visegruppen Det Røde Pakhus, var begejstrede. - Det var bare godt, og med tre timers koncert er de heller ikke smålige med tiden, lød det tilfreds fra restauratør Paw Høgfeldt Olesen fra visegruppen.