Musik

Trubadourernes tur

Som bebudet allerede ved aflysningen i efteråret, skal koncertgængere ikke snydes for en aften i Kulturhuset med Niels Skousen.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Niels Skousen - her på Skråen i Aalborg - giver den lovede koncert i Kulturhuset i Arden fredag 27. februar. Arkivfoto: Grete Dahl

Trubadouren stiller op solo fredag 27. februar og leverer et musikalsk tilbagekig over en karriere, der spænder fra starthalvfjerdsernes Herfra Hvor Vi Står - til Dobbeltsyn og Daddy Longleg i det nye årtusinde, hvormed Skousen genoptog den sanger/sangskriverkarriere, han stillede på stand-by i årene som skuespiller. Men Kulturhusforeningen har også fundet andre spændende kulturpersonligheder til et program, der lørdag 25. april rundes af med en aften med sange af og anekdoter om en anden stor dansk trubadour - John Mogensen. Inden da kan publikum fredag 20. marts møde skuespilleren Ulla Henningsen i et fornemt cabaretprogram i godt selskab med pianisten Nikolaj Hess. I tv-serien Kald Mig Liva fra 1992 spillede Ulla Henningsen den folkekære Liva Weel på en måde, vi aldrig glemmer. Det skyldes ikke kun den måde, hun levendegjorde den store primadonna på, men i lige så høj grad Henningsens suveræne foredrag med hendes viser. Man kan også begynde at glæde sig til stjernemødet torsdag 16. april med en trio bestående af sangeren Bobo Morene, pianisten Ole Kock Hansen og bassisten Bo Stief. Den nye danske trio bevæger sig på tværs af genrer, og tager komponister som Cole Porter, Sam Cook, Elvis Costello, Burt Bacharach og sågar U2 under kærlig behandling. Mogensen-cabaret Sangene står i centrum og får plads i en åben og virtuos stil, hvor kodeordene er musikalitet og spilleglæde i engageret kontakt med publikum. Sidst, men ikke mindst, byder Kulturhuset i Arden på en herlig cabaretaften med Så Længe Jeg Lever - Sidder På Et Værtshus", Nina, Kære Nina og andre godbidder fra John Mogensen's uopslidelige sange i godt selskab men en stribe anekdoter om sangeren, entertaineren, folkekunstneren. Som nævnt 25. april. Slet så længe behøver det musiksultne kulturhuspublikum bestemt ikke vente. Allerede lørdag 24. januar blænder Kulturhusforeningen nemlig op for det årlige, lokale musikbrag af en støttefest med ostebord, vin - og da vel også en kold øl, hvis man trænger? Et musikalsk festfyrværkeri, hvor programmet som altid omspændes af hemmelighedskræmmeri. Publikum ved aldrig helt, hvad der venter - ud over en sikker musikalsk oplevelse.