Truckere som trækplaster

Country Fair 2008 i Borregaard ved Trend samlede i weekenden ikke færre end 54 flotte lastbiler

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

At deltagerne havde gjort deres hjemmearbejde var i den grad synligt. De store køretøjers krom fungerede som spejle af den allerbedste slags.

- Hvis den skider på lastbilen, så køber du den... Den mandlige publikummer var hurtig med replikken til falkoner Frank Skårup Hansen, da hans falk under opvisningen ved weekendens truckershow i Borregaard ved Trend pludselig satte sig til rette på lastbilens kran. Men lidt efter lettede falken dog uden at efterlade sig spor, men det ville også have været synligt om, fuglen havde tabt en klat. Sammen med godt 50 andre imponerende køretøjer stod det sjællandske firma P.O. Nielsens truck "Texas Ranger" med kran i al sin højpolerede glans til skue og bedømmelse" på Country Fair 2008", som det populære show på Fort West i Borregaard officielt hedder. - Vi har haft rigtig god tilslutning i år. Folk har nærmest stået i kø for at være med, så vi nåede op på 54 køretøjer oplyser vognmand, Erik H. Nielsen, Aars. Han er ansvarlig for det truckermæssige ved Country Fair - og selv deltager med sin imponerende Volvo FH 480, som han forleden hentede to førstepladser med ved et truckerstævne i Vandel. Men hans blålakerede truck - i bogstaveligste forstand uden så meget som en rids i lakken - er også sjælden. Ikke for sin lakering og toppudsede krom men også for dens udsmykning. Og det har sin egen historie. Erik H. Nielsen, der tilbringer mange, mange timer i firmaets lastbilhal med at holde bilen i absolut topform, har i mange år været vild med den amerikanske countrysangerinde Carlene Carter, så det var en drøm, der gik i opfyldelse, da hun i 2006 gav koncert i Danmark. - Jeg havde længe gået og sagt til min kone, at kom hun til Danmark, ville jeg hen og opleve Carlene Carter uanset tid og sted. Om jeg så skulle holde en arbejdsfri dag. Men nu ville skæbnen, at hun optrådte tæt på Aars, nemlig ved et countryarrangement i Fort West - tilmed på en lørdag, fortæller Erik H. Nielsen. Og her fik han kontakt til Carlene Carter - Johnny Cash' steddatter - og hun gav ham på stedet skriftlig tilladelse til at lade hans lastbil pryde af billeder af hende, en tilladelse der er gengivet på lastbilens førerhus. Ved weekendens country- og truckerstævne var der i øvrigt ikke blot mange lastbiler - der var også et stort publikum. Således var der alene lørdag aften ikke færre end 500 til countryparty med spisning og underholdning.