Trudeau og Trump taler konstruktivt om ny handelsaftale

Den canadiske premierminister har sendt sin udenrigsminister til Washington for at forhandle om ny aftale.

Justin Trudeau og Donald Trump er tilsyneladende på bølgelængde, inden forhandlinger om en ny handelsaftale bliver indledt tirsdag. Foto: Saul Loeb/arkiv/Ritzau Scanpix

Justin Trudeau og Donald Trump er tilsyneladende på bølgelængde, inden forhandlinger om en ny handelsaftale bliver indledt tirsdag. Foto: Saul Loeb/arkiv/Ritzau Scanpix

Canadas premierminister, Justin Trudeau, og USA's præsident, Donald Trump, havde mandag aften lokal tid en "konstruktiv samtale" om handel.

Det oplyser Justin Trudeau, efter at USA og Mexico tidligere på dagen erklærede sig enige om rammerne for en ny handelsaftale.

Premierministeren har sendt sin udenrigsminister, Chrystia Freeland, til Washington. Hun skal varetage Canadas interesser, når parterne indleder forhandlingerne tirsdag.

- Premierministeren havde i dag en konstruktiv samtale med præsident Trump om Den Nordamerikanske Frihandelsaftale (Nafta, red.), lyder det i en erklæring fra Justin Trudeau ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Lederne glæder sig over fremskridtene, der er sket i diskussionerne med Mexico og ser frem til at lade deres hold mødes i denne uge med henblik på at sikre et succesfuldt resultat af forhandlingerne, tilføjes det.

Donald Trump kunne mandag meddele, at USA og Mexico var nået til en "fælles forståelse" om en ny handelsaftale.

Foreløbig er aftalen kun indgået mellem USA og Mexico. Den amerikanske præsident sagde i forbindelse med annonceringen, at de to parter vil skrotte Nafta-aftalen, så aftalen blot kommer til at hedde USA-Mexico-aftalen.

- Det er en stor dag for handel. Det er en meget god aftale for begge lande, sagde Donald Trump, da han annoncerede aftalen fra Det Ovale Værelse mandag.

Det er de tre lande - USA, Mexico og Canada - som er med i den oprindelige Nafta -aftale. Trump har betegnet Nafta som en "katastrofe".

Canadas udenrigsminister, Chrystia Freeland, sagde i sidste uge, at hun var opmuntret over, hvad Mexico og USA er blevet enige om.

Trump har ofte udtalt sig negativt om Nafta. Han lovede under valgkampen op til præsidentvalget for knap to år siden, at han ville genforhandle den og få en bedre aftale hjem for USA.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.