Retspleje

Truede betjente - fik betinget fængsel

Kvinde fra Aalborg-området ville skydes af betjente.

En kvinde først i 50'erne fra Aalborg-området blev 1. december idømt tre måneders betinget fængsel med en prøvetid på et år for trusler på livet og trusler mod embedsmænd. 18. maj 2010 truede hun på Hong Kong Grill og Shell/7-Eleven i Nørresundby ekspedienter og en kunde med en softgunpistol, der ifølge politiets anklageskrift var udformet som et vellignende skydevåben. På grillbaren truede kvinden en ekspedient med pistolen ved at holde den få centimeter fra ekspedientens tinding og truede med at skyde, hvis ikke kunden på grillbaren ringede til politiet. Samme kunde opdagede dog, at der ikke var tale om et skarpladt skydevåben, og kvinden blev smidt ud af grillbaren. Ville skydes af betjente Kvinden gik videre til Shell/7-Eleven på Østergade og også her truede hun en ekepedient med sin softgunpistol til at ringe til politiet. Da politiet kom til stedet blev også de truet af kvinden. Alt tilsyneladende med den hensigt, at politiet skulle skyde hende. Det kom frem i Retten i Aalborg 24. november. Anklager i sagen John Kølbæk fortalte, at en mentalundersøgelse af kvinden har vist, at hun ikke fejlier noget psykisk, og der var således ikke noget i vejen for at idømme hende en almindelig straf.