Truede fødesteder får ekstra frist

Ny oplysninger skal behandles i sundhedsudvalget, inden amtsrådet tager stilling

NORDJYLLAND:Foreløbig har de truede fødeklinikker i Frederikshavn og Hobro fået lidt længere frist. Alt var egentlig lagt klar til, at amtsrådet i går kunne træffe beslutning om at stoppe for fødsler i Hobro og Frederikshavn. Det havde fået en del ansatte fra de to fødesteder til at møde op som tilhørere i amtsrådssalen, men efter et par minutter forlod de fleste tilhørere igen salen med uforrettet sag. I enighed besluttede amtsrådet at udsætte sagen. Det var amtsborgmester Orla Hav (S), der inden amtsrådet tog fat på dagsordenen, foreslog en udsættelse. Det skete med den begrundelse, at der - siden sundhedsudvalget behandlede sagen for mere end to måneder siden - er kommet ny oplysninger, som amtets økonomiudvalg havde med, da det behandlede sagen for en halv snes dage siden. Bl.a. kom der for en måned siden en kommentar fra Sundhedsstyrelsen. Sagen skal nu behandles i sundhedsudvalget, inden den igen kommer i amtsrådet. Et flertal i økonomiudvalget havde egentlig til amtsrådets møde i går indstillet, at man stoppede for akutte fødsler i Hobro og Frederikshavn. Der var enighed om at udsætte sagen, men den blev dog kommenteret af et par medlemmer. Nye tal for økonomi Venstres Jørgen Østergaard fandt det vigtigt, at Sundhedsudvalget ved behandlingen af sagen også vurderede de økonomiske konsekvenser for de to fødesteder i Aalborg og Hjørring, som bliver tilbage i Nordjyllands Amt. Også Signe Friis (V) foreslog, at sundhedsudvalget lavede nogle yderligere økonomiske vurderinger, men her advarede Orla Hav mod, at amtsrådet i for høj grad bandt sundhedsudvalget.