Truede med at sprænge rådhus i luften

En mand er blevet varetægtsfængslet, sigtet for trusler mod medarbejdere på Jobcenter samt politibetjente

Hjørring Rådhus. Arkivfoto: Hans Ravn

Hjørring Rådhus. Arkivfoto: Hans Ravn

HJØRRING:En mand er blevet varetægtsfængslet, sigtet for at have truet politibetjente og medarbejdere på Jobcentret i Hjørring på livet. Det er blot en uge siden, at den sigtede blev løsladt, efter at have afsonet en dom på tre måneders fængsel for netop trusler mod personer i offentlig tjeneste.

Det oplyser anklager Mathias Andersen.

Manden er sigtet for, under en telefonsamtale, at have truet medarbejdere på Jobcentret i Hjørring på livet 9. januar. To dage senere ringede manden op til jobcentret igen, og truede denne gang med at sprænge rådhuset i luften, hvis han ikke fik penge, fortæller Mathias Andersen.

Det fik politiet til at anholde manden, men i politibilen på vej til stationen, truede han også betjentene på livet.

Under grundlovsforhøret ved Retten i Hjørring kunne manden kun huske nogle af truslerne, mens han ikke kunne huske andre, som han derfor nægtede sig skyldig i.

Manden blev varetægtsfængslet i 14 dage i surrogat på en retspsykiatrisk afdeling.

Han accepterede varetægtsfængslingen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.