Truede med en knust flaske: Nu skal han i fængsel

To røveriforsøg endte med at koste en 24-årig seks måneders fængsel

Heidi Majgaard B. Pedersen
Arkivfoto.
Kriminalitet 22. marts 2018 19:23

AALBORG: En 24-årig mand er onsdag blevet idømt seks måneders ubetinget fængsel for røveriforsøg af Retten i Aalborg.

I starten af juli sidste år kom den 24-årige gående hjem fra en fest igennem Aalborg midtby med en flaske i hånden.

Det var ikke planlagt på forhånd, men idet han gik hjemad bestemte den 24-årige sig for, at han ville forsøge at røve sig til nogle penge.

Den 24-årige forklarede i retten, at han dengang var et presset sted i sit liv, og at han havde problemer økonomisk.

Det oplyser anklager ved Nordjyllands Politi Eva Madsen.

Omkring midnatstid mødte han en 53-årig mand, og den 24-årige forsøgte at røve ham på åben gade. Flasken, som han havde i hånden, var knust, og den 24-årige holdt den op til hovedet af den 53-årige for at tvinge ham til at udlevere penge. Det lykkedes ikke, da den 53-årige formåede at løbe væk.

Men den 24-årige havde ikke givet op endnu. Han mødte en 28-årig mand og forsøgte igen at bruge flasken til at tilegne sig penge.

Den 24-årige truede den 28-årige og holdt flasken hen imod ham. Det gik hurtigt op for den 24-årige, at manden ikke forstod hvad han sagde. I stedet slog han over i engelsk, og fortalte den 28-årige, at han ville slå ham ihjel.

Heldigvis opdagede en mand, der arbejdede som vagt i Aalborg midtby, hvad der var ved at ske. Han fik tilbageholdt den 24-årige, indtil politiet nåede frem.

Før retsmødet havde den 24-årige nægtet sig skyldig, men da han kom for Retten i Aalborg, erkendte han, hvad han havde gjort, og modtog dommen på de seks måneders ubetinget fængsel.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...