Truede med kniv - ville skydes af politiet
En 25-årig mand dømt for en række voldelige overfald og trusler i Hjørring
Opdateret kl. 22:01
HJØRRING: 8. marts gik en 25-årig mand ind i Sportigan i Hjørring med en kniv. Her råbte og skreg han, mens han truede personalet med kniven. Manden havde dog ikke i sinde at røve butikken - men i stedet var hans formål, at politiet skulle skyde ham.
Det kom frem under retssagen i Hjørring mod den 25-årige, hvor han blev idømt et år og ni måneders fængsel for knivepisoden i Sportigan, samt for en række forhold begået et år tidligere, hvor manden gik amok efter at være flygtet fra psykiatrisk hospital.
Det oplyser anklager Anders Koukoumis.
Amok efter flugt
Et misbrug af narko og alkohol var formentlig årsag til de to voldelige episoder. Sagen mod manden begyndte 24. marts sidste år, hvor han under en udflugt til Brønderslev Svømmehal stak af fra Psykiatrisk hospital i Brønderslev, hvor han var indlagt til afsoning.
Den 25-årige tog herefter til Hjørring, hvor han på en tilfældig adresse fandt en ulåst dør og gik ind i lejligheden. Inde i stuen fik beboerne sig en slem overraskelse og bad den 25-årige om at forlade lejligheden, hvilket fik ham til at true beboerne på livet med en proptrækker.
Til sidst lykkedes det dog beboerne at få manden ud af lejligheden, og de fik tilkaldt politiet. Men inden ordensmagten nåede frem, var den 25-årige gået over til naboen.
Her bankede han på døren, og da der blev åbnet sprang den 25-årige på beboeren, som han slog flere gange med en flaske. Det endte i tumult, og mens den 25-årige og beboeren lå på gulvet ankom politiet, der anholdt den ustyrlige mand, fortæller Anders Koukoumis.
Men han stoppede ikke her. Herefter var den nemlig betjentenes tur til at blive truet på livet, ligesom en af betjentene blev spyttet på.
Den 25-årige havde dog meget svært ved at huske hændelsesforløbet i retten, fordi han var påvirket af stoffer og alkohol. Han erkendte dog, at han stak af under turen til svømmehallen i Brønderslev, men nægtede resten af hændelsesforløbet, oplyser Anders Koukoumis.
Ville skydes af politi
Efter episoden i Hjørring vendte den 25-årige tilbage til sin afsoning på Psykiatrisk hospital i Brønderslev. Imens blev retssagen mod ham udsat, da man ventede på en mentalerklæring, der skulle afgøre, om han var egnet til almindelig straf.
I oktober blev han så løsladt efter endt afsoning, og inden den første sag mod manden nåede retten, havde den 25-årige altså lagt en plan.
Derfor stjal han en brødkniv på et misbrugscenter i Dronninglund. Igen tog han til Hjørring, og endte i Sportigan med kniven. Da politiet ankom til stedet, truede han betjentene med kniven og bad dem om at skyde ham, hvis du skulle have kniven fra ham.
I retten forklarede den 25-årige også, at han havde stjålet brødkniven med det formål at få politiet til at skyde ham, fortæller Anders Koukoumis.
Ifølge den 25-årige var det den eneste måde ud af sit misbrug, forklarede han i retten. Politiet fik dog kniven fra den 25-årige ved at bruge peberspray mod ham.
Egnet til almindelig straf
Mentalundersøgelsen af den 25-årige har vist, at han egnet til almindelig straf. Derfor skal de et år og ni måneder afsones i et almindeligt fængsel.
Udover volden og truslerne, blev den 25-årige også dømt for andre forhold om trusler, indbrud samt besiddelse af narko.
Han ankede dommen på stedet.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.