Retspleje

Truede med selvmord

42-årig mand dømt for at have skarpladt pistol og 63 skarpe patroner.

En 42 årig mand fra Saltum er ved Vestre Landsret idømt seks måneders fængsel for våbenbesiddelse. De fire måneder blev gjort betinget. En aften i januar i år blev han fundet i besiddelse af en pistol ladt med syv skarpe patroner. Politiet blev alarmeret af tiltaltes kone, der via 112 oplyste, at manden sad i sofaen med en pistol og truede med at begå begå selvmord. Da politiet ankom havde den 42-årige dog smidt pistolen ind under sofaen. Ud over pistolen fandt politiet yderligere 63 skarpe patroner til den. Tiltalte var tidligere medlem af HA i Horsens. Familiens økonomi var kaotisk, og den pågældende aften havde der været en diskussion om økonomi. Hustruen følte sig så usikker, at hun tilkaldte en bekendt, der kom og ville tage konen og parrets fire børn med hjem til sig. Inden de forlod stedet gik den bekendte ind til tiltalte, der nu sad i sofaen med en pistol, og udtrykte "at nu gad han ikke mere". Derfor besluttede konen at tilkalde politiet. Sagen var for en domsmandsret i Hjørring i april, hvor manden blev idømt seks måneders betinget fængsel med vilkår om afvikling af 100 timers samfundstjeneste. I byretten vurderede en dommer, at der var tale om overtrædelse af den skærpede våbenlov, hvorimod to dommere mente, at der kun var tale om overtrædelse af den almindelige våbenlov. Anklagemyndigheden ankede sagen til landsretten med krav om skærpelse med den begrundelse, at tiltalte var påvirket af såvel spiritus som hash. Da både børn og hustru var tilstede, var der så stor risiko ved våbenbesiddelsen, at der kunne være fare for andres liv og førlighed. Denne påstand blev fremført i landsretten, hvor anklagerens påstand lød på krav om et års ubetinget fængsel. Men i landsretten var der heller ikke enighed blandt dommerne. Tre af dommerne fandt, at der kun var tale om overtrædelse af den almindelige våbenlov og tre at der var tale om den skærpede våbenlov. Ved stemmelighed i landsretten falder landsrettens afgørelse ud til tiltaltes fordel. Men der var alligevel tale om en skærpelse idet de to af de seks måneders fængsel blev ubetinget . Efter episoden i januar blev tiltalte indlagt på psykiatrisk hospital, og i landsretten kunne han oplyse, at han var ved at komme videre med sit liv og var indgået i såvel spiritus- som narkoafvænning.