Truede sin hustru med jagtgevær

Betjente måtte afgive varselsskud

Arkivfoto

Arkivfoto

KALUNDBORG:Betjente fra Midt- og Vestsjællands Politi måtte trække tjenestevåbnene og afgive varselsskud for at afvæbne en 50-årig mand, der havde truet sin hustru med et oversavet jagtgevær.

Episoden fandt sted kort før midnat lørdag syd for Kalundborg, oplyser vagtchef Søren Danielsen ved Midt- og Vestsjællands Politi.

Da de vendte hjem efter at have været i byen, kom manden og hustruen op at skændes.

Hentede gevær

Skænderiet endte med, at manden hentede det oversavede jagtgevær og truede med at skyde kvinden.

Den 47-årige kvinde løb fra stedet, og hun har forklaret politiet, at hun under flugten hørte et skud gå af.

Imidlertid var hun for langt væk til at være i fare.

Måtte trække pistoler

Da en politipatrulje nåede frem til stedet, stod manden stadig med det oversavede gevær fem-otte meter fra betjentene, oplyser vagtchefen.

- Det er dødeligt, hvis der afgives skud på den afstand. De råber til ham, at han skal smide våbnet og lægge sig ned. Men det reagerer han ikke på. Først da de trækker deres pistoler og affyrer et varselsskud op i luften, lægger han våbnet, siger Søren Danielsen.

Ladt og afsikret

Det oversavede jagtgevær viste sig at være ladt med to skarpe patroner, og våbnet var afsikret.

Manden, der er 50 år, er blevet anholdt og er sigtet for trusler på livet, trusler mod tjenestemænd, samt overtrædelse af våbenloven og straffelovens våbenparagraf.

Han blev søndag varetægtsfængslet i fire uger./ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.