Bortførelser

Trukket ned i dyndet

Det var heldigt, at jeg nåede at besøge Somalia, inden der blev totalt kaos. I 1991 smed somalierne deres præsident og diktator ud af landet. Siden Siad Barre måtte flygte, har der været borgerkrig og stor uro i Somalia. Klanmodsætninger har revet landet på Afrikas horn i stykker.

Somalia har forsøgt at indføre almindelige tilstande, men det er klart for enhver, at det ikke er lykkedes. Fra 2006 har først etiopiske tropper og senere i 2007 ugandiske og burundiske soldater gennem Den Afrikanske Union (AU) støttet en national overgangsregering, der kæmper imod en massiv oprørsgruppe Al-Shabaab. De lovløse tilstande har de senere år fået mange somaliere til at deltage i sørøveri, hvor de overfalder skibe ud for deres kyster. Det er også gået ud over danske skibe, heriblandt en dansk familie på fem plus deres to gaster. De er som bekendt for nylig blevet løsladt efter at være holdt fangen i over et halvt år. Da overfaldene på turister i Kenya i den seneste tid er eskaleret, måtte der gøres noget eklatant for at vise omverdenen, at Kenya ville beskytte turisterne med alle midler. Især de første overfald på turister på den fredelige og paradisiske kenyanske ø Lamu har gjort stort indtryk. Kenya var ikke i tvivl om, at oprørsgruppen Al-Shabaab fra Somalia, med kontakter til Al-Qaeda, stod bag overfaldene på Lamu og andre steder. Derfor gik kenyansk militær ind i Somalia. De overskred grænsen til et, i alle tilfælde på papiret, suverænt land for at forfølge de skyldige. Det så ellers ud, som om Al-Shabaab var i defensiven, da de blev smidt ud af hovedstadeen Mogadishu for få måneder siden, men nu ser det snarere ud til, at konflikten er eskaleret. Man troede, at Al-Shabaab ville lade nødhjælpsarbejdere i fred, men som bortførelsen af den 60-årige dansker og to andre fra Folkekirkens Nødhjælp viser, er det ikke er tilfældet. Det er vanskeligt at se, at Kenya skulle få større held til at udrydde Al-Shabaab i Somalia, end Etiopien og Uganda har kunnet det. Vi ved fra Afghanistan og andre lande, hvor vanskeligt det er for udenlandske tropper at finde støtte hos lokalbefolkningerne. Måske kan det dog hjælpe en smule at Kenya har fået opbakning af den somaliske overgangsregering, der blot kræver, at Kenyas tropper koordinerer deres indsats med overgangsregeringens tropper. Kenya har næppe gjort sig følgerne af invasionen af Somalia klart. Målet er tilsyneladende, foruden at jagte medlemmer af Al-Shabaab, at erobre havnebyen Kismayo. Kenya regner formentlig med, at man her finder forbindelsen mellem piraterne og Al-Shabaab. Det er naturligvis ikke nok at få kontrol over Kismayo. Somalias kystlinie, der er på 1.800 km (ca. fire gange så lang som Jylland), er vanskelig for ikke at sige næsten umulig at kontrollere. Piraterne har fået store summer for at frigive deres fanger. Tænk hvis disse summer i stedet kunne blive brugt på at udvikle Somalia. Til at give gode tilbud om uddannelse til sørøverne og andre unge, der ikke har noget fornuftigt at tage sig til. Jeg husker under mit besøg i Somalia ikke mindst de mange unge mænd, der hang overalt på gadehjørnerne og drak tyrkisk te, og ind imellem tyggede det euforiserende stof khat. Der er formentlig ingen anden vej ud af denne sump end samtaler mellem parterne. Får man ikke en dialog i gang, vil de kenyanske tropper om føje tid stå i l… til halsen, undskyld udtrykket. Det kan let, som ved andre invasionskrige, blive en bekostelig affære, der efter min mening kun kan ende galt. Måske opnår Kenya i første omgang en lille gevinst ved at berolige nogle turister. Men situationen har vidtrækkende konsekvenser. Der vil gå lang tid, inden Kenya, der ikke har været i krig siden dets uafhængighed i 1964, vender tilbage til normale tilstande. Mange formoder, at Al-Shabaab står bag de seneste dages bombeattentater i Nairobi og det nordlige Kenya.