Trump advarer Iran: Vi har udset os 52 mål for angreb

USA har udset sig 52 angrebsmål i Iran, hvis Iran gengælder drab på general. Det skriver Donald Trump i tweet.

USA's præsident, Donald Trump, rasler med sablen over for Iran. I et tweet lørdag skriver Trump, at USA har udset sig 52 angrebsmål i Iran, som vil blive ramt "meget hurtigt og meget hårdt", hvis Iran angriber amerikanske statsborgere eller installationer.

USA's præsident, Donald Trump, rasler med sablen over for Iran. I et tweet lørdag skriver Trump, at USA har udset sig 52 angrebsmål i Iran, som vil blive ramt "meget hurtigt og meget hårdt", hvis Iran angriber amerikanske statsborgere eller installationer.

WASHINGTON D.C.: USA har udset sig 52 iranske mål for militære angreb, såfremt Iran gør alvor af trusler om at gengælde drabet på den iranske general Qassem Soleimani.

Det skriver præsident Donald Trump i en række opslag på Twitter sent lørdag aften dansk tid.

De militære mål "vil blive ramt meget hårdt og voldsomt", skriver Trump.

- USA accepterer ikke flere trusler, fortsætter han.

At der netop er tale om 52 mål, begrunder Trump med, at det svarer til det antal amerikanske gidsler, som Iran tog "for mange år siden".

Trump refererer til en hændelse i 1979, da militante iranere besatte den amerikanske ambassade i Irans hovedstad, Teheran, og holdt 52 amerikanske statsborgere som gidsler i 444 dage.

Gidseltagningen forgiftede forholdet mellem Iran og USA i årtier.

Det amerikanske militær dræbte fredag general Qassem Soleimani i et droneangreb ved den internationale lufthavn i Iraks hovedstad, Bagdad. Soleimani var en af de mest indflydelsesrige militærfolk i Iran

Lørdag udsendte den iranskstøttede shiamilits Kataib Hizbollah i Irak en advarsel til irakiske sikkerhedsstyrker om, at de fra søndag aften skal holde sig mindst en kilometer fra amerikanske baser. Det rapporterede nyhedsbureauet Reuters.

Advarslen fra den militante gruppe kom, kort tid efter at raketter lørdag aften slog ned i den såkaldte Grønne Zone i Iraks hovedstad, Bagdad, hvor blandt andet USA's ambassade ligger.

- Iran taler meget dristigt om at gå efter efter visse amerikanske mål som revanche for, at vi har befriet verden for deres terroristleder, som lige havde dræbt en amerikaner og såret mange andre hårdt, for ikke at nævne de mange andre han har dræbt i sin levetid.

Det skriver Trump om Soleimani i et af tre tweets om den aktuelle højspændte situation mellem de to lande.

En amerikansk statsborger blev den 27. december dræbt, og adskillige amerikanske og irakiske militærfolk kom til skade, i et angreb mod en militærbase i Irak. USA hævder, at Qassem Soleimani var hjernen bag angrebet.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.