Trump afviser at ændre det mindste i handelsaftale med Kina

USA's præsident er helt afvisende overfor at lave om på handelsaftale, som Kina og USA indgik i januar.

Handelsaftale mellem Kina og USA forpligter Kina til at købe flere varer i USA, som til gengæld skal sætte toldsatser på import fra Kina ned. (Arkivfoto).

Handelsaftale mellem Kina og USA forpligter Kina til at købe flere varer i USA, som til gengæld skal sætte toldsatser på import fra Kina ned. (Arkivfoto).

WASHINGTON D.C.: USA's præsident, Donald Trump, afviser blankt at genforhandle den handelsaftale med Kina, som parterne underskrev i januar.

En kinesisk avis skrev mandag, at visse regeringsrådgivere i Beijing opfordrer til nye forhandlinger eller til helt at annullere aftalen.

På et pressemøde mandag i Det Hvide Hus var Trump utvetydig, da han blev spurgt om muligheden for en genforhandling med Kina.

- Nej, overhovedet ikke. Ikke engang en lille smule, svarede Trump.

- Jeg er ikke interesseret. Vi har underskrevet en aftale. Jeg har også hørt, at de gerne vil genåbne handelssamtalen for at opnå en bedre aftale for dem.

Den kinesiske tabloidavis Global Times skrev mandag, at unavngivne rådgivere med indsigt i handelsforhandlingerne har foreslået, at den kinesiske regering skal undersøge muligheden for at gøre aftalen ugyldig og forhandle en ny aftale på plads, som bedre varetager Kinas interesser.

Aftalen, der blev underskrevet af de to lande i begyndelsen af året og som betegnes som fase-1, forpligter Kina til at øge sin import af amerikanske varer og serviceydelser med yderligere 200 milliarder dollar i løbet af to år.

Til gengæld skal USA i perioden gradvist tilbagerulle toldsatser på kinesiske varer.

USA har i adskillige år haft et stort underskud på handlen med Kina. For at rette op på det insisterede Donald Trump på, at der skulle indgås en ny aftale om samhandlen mellem verdens to største økonomier.

Stigende spændinger mellem de to lande under virusudbruddet har ifølge nyhedsbureauet Reuters skabt tvivl om aftalen fra januar, og det samme gælder udsigten til forhandlinger om en udvidet aftale.

Global Times citerer en rådgiver for, at "det er i Kinas interesse at bringe den nuværende fase-1-aftale til ophør".

Personen peger på den svækkede amerikanske økonomi samt det kommende præsidentvalg som en chance for Kina til at trumfe en mere fordelagtig aftale igennem.

- USA har ikke råd til at genstarte handelskrigen med Kina, siger rådgiveren.

/ritzau/Reuters

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.