Trump benåder flere nøglefigurer i Rusland-undersøgelse

For anden dag i træk benåder præsident Donald Trump personer inddraget i Rusland-undersøgelsen.

Trump har de seneste dage haft gang i en bølge af benådninger.

Trump har de seneste dage haft gang i en bølge af benådninger.

WASHINGTON D.C.: USA's præsident, Donald Trump, har onsdag lokal tid benådet sin tidligere kampagnechef Paul Manafort og tidligere rådgiver Roger Stone - to nøglefigurer i den såkaldte Rusland-undersøgelse.

I alt har Trump dermed benådet fire personer, som var en del af Rusland-undersøgelsen, der så nærmere på russisk indblanding i præsidentvalget i USA i 2016.

De to andre benådede nøglefigurer er tidligere national sikkerhedsrådgiver Michael Flynn og tidligere rådgiver George Papadopoulos, som blev benådet tirsdag.

70-årige Paul Manafort er blandt andet dømt for skattesvindel. Han slipper nu for at skulle afsone størstedelen af sin fængselsstraf på syv et halvt år.

Manafort var en af de første af Trumps nærmeste rådgivere, som blev anklaget i forbindelse med undersøgelsen.

Tidligere rådgiver Roger Stone er dømt for at have løjet under ed, men blev allerede straffritaget i juli. Det skete, en dag inden at han skulle begynde at afsone sin straf.

Stone takker Trump for med benådningen "helt at slette" straffen, som han ifølge eget udsagn "fik under en politisk motiveret, sovjetlignende opvisningsretssag".

Trump har onsdag også benådet Charles Kushner, som er ejendomsmægler og far til Trumps svigersøn Jared Kushner. Charles Kushner erkendte i 2004 skatteunddragelse og ulovlig påvirkning af vidner.

Det er Trumps anden bølge af benådninger på to dage. Tirsdag benådede han 15 personer. Onsdag har han benådet 26.

Der er tradition for, at USA's præsident bruger sin ret og benåder og forkorter straffe for borgere, kort tid inden han giver nøglerne til Det Hvide Hus videre.

Eksempelvis gjorde præsident Barack Obama i høj grad brug af denne ret. Få dage før han forlod Det Hvide Hus, benådede han 64 personer på en enkelt dag.

Præsidentens ret til at benåde borgere er en gammel tradition, der er nedskrevet i den amerikanske forfatning.

/ritzau/Reuters

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.