Trump dropper topmøde for at fokusere på Syrien

Pence rejser til amerikansk topmøde i stedet for Trump, der bliver i Washington på grund af Syrien-krisen.

Ritzau
Trump overlader deltagelse i amerikansk topmøde til vicepræsident Mike Pence. Her ses de to sammen under et regeringsmøde mandag, hvor situationen i Syrien blev drøftet. Foto: Scanpix/Susan Walsh
Politik 10. april 2018 18:43 - Opdateret 10. april 2018 20:35

USA's præsident, Donald Trump, aflyser sin planlagte deltagelse i et amerikansk topmøde i Peru denne uge.


Han bliver i Washington for at "føre tilsyn med den amerikanske respons" på den tilspidsede situation i Syrien, meddeler Det Hvide Hus.
Præsidenten vil også "overvåge udviklinger rundt om i verden", oplyser Det Hvide Hus ifølge nyhedsbureauet dpa.
Meddelelsen kommer, samtidig med at den republikanske præsident overvejer en mulig militær reaktion på et formodet kemisk angreb i Syrien.
Deltagelsen i det amerikanske topmøde, der indledes tirsdag og fortsætter resten af ugen, ville have været Trumps første besøg i Latinamerika, skriver AFP.
Stats- og regeringscheferne for Nord- og Sydamerika mødes fredag og lørdag i Perus hovedstad, Lima.
I stedet for Trump deltager den amerikanske vicepræsident, Mike Pence, oplyser Det Hvide Hus.
Pence dropper det planlagte besøg i Colombia, som Trump skulle have været på. Han vil i stedet mødes med Colombias præsident, Juan Manuel Santos, i forbindelse med topmødet i Lima.
Forud for topmødet havde Trump igen langet verbalt ud efter Mexico. Han klager over, at der vælter narko og indvandrere ind over grænsen, og at USA mister job til Mexico.
I weekenden ankom de første af de soldater, som Trump har sendt til grænsen for at patruljere.
I Mexico er der i stigende grad frustration over den øverste amerikanske leder.
Den mexicanske præsident, Enrique Peña Nieto, sagde mandag, at Mexico er i færd med at gennemgå alle sine samarbejdsaftaler med Trump.
- Han er dybt upopulær i regionen, og det besværliggør selvfølgelig andre lederes evne til at arbejde sammen med ham, siger Mark Feierstein.
Han var tidligere rådgiver om latinamerikanske forhold under præsident Barack Obama og er nu rådgiver i Albright Stonebridge Group.
/ritzau/Reuters

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...