Politik

Trump går i kødet på konservative superdonorer

Brødrene Koch og USA's præsident, Donald Trump, er blevet uvenner over toldsatser og støttekroner.

USA's præsident, Donald Trump, har været på kampagne med partikollega Kevin Cramer i North Dakota. Kevin Cramers kandidatur er en af årsagerne til en uenighed mellem Trump og brødrene Koch, der tidligere har doneret mange penge til republikanske kandidater. Foto: Justin Sullivan/Ritzau Scanpix

USA's præsident, Donald Trump, har været på kampagne med partikollega Kevin Cramer i North Dakota. Kevin Cramers kandidatur er en af årsagerne til en uenighed mellem Trump og brødrene Koch, der tidligere har doneret mange penge til republikanske kandidater. Foto: Justin Sullivan/Ritzau Scanpix

De to velhavende brødre Charles og David Koch og deres donationer plejer at have stor indflydelse på republikanske politikere i USA. Men en tydelig undtagelse er USA's præsident, Donald Trump.

På det sociale medie Twitter håner han brødrene.

- Globalisterne Koch-brødrene, der er blevet en total vittighed i rigtige republikanske kredse, er imod en styrket grænse og stærk handel. Jeg har aldrig søgt deres støtte, for jeg har ikke brug for deres penge eller dårlige idéer, skriver Trump.

- Jeg gjorde dem rige. Deres netværk (Americans for Prosperity, red.) er meget overvurderet, og jeg har besejret dem ved enhver lejlighed.

- De ønsker at beskytte deres selskaber uden for USA mod beskatning. Jeg arbejder for "America First" og den amerikanske arbejder. Jeg er ingens marionetdukke. To flinke fyre med dårlige idéer.

Trumps bredside mod de to Koch-brødre kommer efter nogle bemærkelsesværdige udtalelser fra særligt Charles Koch.

De seneste dage har han ifølge nyhedsbureauet AP fortalt til journalister, at han frem mod midtvejsvalget i november er ligeglad med, hvilket parti politikere tilhører, når han skal vælge, hvem han skal støtte.

Koch-brødrene har ellers typisk støttet republikanske kandidater.

Men med Donald Trump som præsident har Americans for Prosperity været kritisk over for republikanskstøttet lovgivning. Et eksempel er en 1,3 billioner dollar dyr aftale fra marts, der holder den føderale stat i gang.

Koch-brødrene har også udtalt bekymring over præsidentens opgør med andre lande, der har ført til højere toldsatser.

En af de republikanske kandidater, der ifølge AP har mistet Koch-brødrenes støtte, er Kevin Cramer, som i North Dakota forsøger at tage demokraten Heidi Heitkamps sæde i Senatet.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst