Trump gentager trussel mod samhandel med Iran

EU's udenrigspolitiske chef siger, at Iran lever op til atomaftale og fortjener at blive belønnet med handel.

Præsident Donald Trump har tilbudt et direkte møde med Irans premierminister, Hassan Rouhani (th). Han har svaret, at de ikke har noget at mødes om, efter USA har forladt atomaftalen med Iran. Foto: Scanpix

Præsident Donald Trump har tilbudt et direkte møde med Irans premierminister, Hassan Rouhani (th). Han har svaret, at de ikke har noget at mødes om, efter USA har forladt atomaftalen med Iran. Foto: Scanpix

- Det er de mest bidende sanktioner, som nogensinde er indført, skriver præsident Donald Trump i et tweet om den handelsblokade, som USA har iværksat tirsdag mod Iran.

Trump gentager, at alle, der handler med Iran, ikke kan operere i USA.

- Enhver, som vil handle med Iran, vil ikke kunne handle med USA. Jeg beder om verdensfred, intet mindre, skriver han.

Trump minder om, at sanktionerne mod Iran strammes yderligere fra november.

Men tirsdag har EU reageret med modforanstaltninger. De skal forhindre USA i at straffe europæiske virksomheder, der handler med Iran.

Det baserer sig på regler, der tidligere gjorde det muligt for EU at omgå USA's sanktioner mod Cuba.

USA har meddelt, at det trækker sig ud af den internationale atomaftale med Iran. EU og de store europæiske lande siger, at de fortsat støtter aftalen.

- Vi vil gøre vores bedste for at holde Iran inden for aftalen ved at lade Iran få gavn af de økonomiske fordele, som aftalen har bragt med sig for det iranske folk, siger EU's udenrigspolitiske chef, Federica Mogherini, under et besøg i New Zealand.

- For vi mener, at det ikke kun er en sikkerhedsinteresse for vores region, men også for verden, tilføjer hun.

Mogherini konstaterer ifølge nyhedsbureauet AP, at Iran har levet op til atomaftalen, og at ingen skal bestemme, hvem europæerne må handle med.

Hun opfordrer derfor europæiske virksomheder til at øge samhandlen med Iran.

- Vi opfordrer især små og mellemstore virksomheder (i EU red.) til at øge handlen med Iran, siger hun.

I 2015, da præsidenten hed Barack Obama, underskrev USA atomaftalen med Iran. Den begrænser landets produktion af beriget uran og dermed muligheden for at kunne fremstille atomvåben.

Aftalen blev også underskrevet af Tyskland, Frankrig, Storbritannien, Kina og Rusland.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.