Trump håber på verdensomspændende succes med Kim-møde

Trump håber, koreanere en dag kan leve sammen i fred, siger han på et pressemøde med Japans premierminister.

På et pressemøde onsdag aften siger Donald Trump og Shinzo Abe, at de fortsat vil lægge maksimalt pres på nordkoreanerne, indtil landet går i gang med en afrustning af sit atomvåbenprogram. Foto: Scanpix/Joe Raedle

På et pressemøde onsdag aften siger Donald Trump og Shinzo Abe, at de fortsat vil lægge maksimalt pres på nordkoreanerne, indtil landet går i gang med en afrustning af sit atomvåbenprogram. Foto: Scanpix/Joe Raedle

Donald Trump vil gøre alt, hvad der står i hans magt, for at sikre, at hans kommende møde med Nordkoreas leder, Kim Jong-un, bliver en verdensomspændende succes.


Det siger præsidenten onsdag aften på et fælles pressemøde med Japans premierminister, Shinzo Abe, i Palm Beach, Florida.

- Vi er nødt til at sætte en stopper for atomvåben. Ideelt set i alle dele af verden, siger Donald Trump.

Den japanske premierminister har de seneste to dage været på officielt besøg i USA.

Hovedemnet for Shinzo Abes møde med præsident Donald Trump har netop været Nordkorea.

På pressemødet siger både Trump og Abe, at de fortsat vil lægge maksimalt pres på nordkoreanerne, indtil landet går i gang med en afrustning af sit atomvåbenprogram.

Trump siger, at han håber at se den dag, hvor koreanere kan "leve sammen i sikkerhed, velstand og fred".

Donald Trump sendte for nylig CIA-direktør Mike Pompeo, der er nomineret til posten som USA's udenrigsminister, til Nordkorea for at mødes med Kim Jong-un

Mødet skulle angiveligt lægge fundamentet for det kommende møde mellem de to ledere, der ifølge Trump kan finde sted i begyndelsen af juni.

- Mike Pompeo havde et fantastisk møde med Nordkoreas leder. De to kom rigtig, rigtig godt ud af det med hinanden, siger Trump.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.