Trump hylder besætning på fly med eksploderet motor

Besætningen og flere passagerer på fly, hvor en motor eksploderede under flyvningen, på besøg i Det Hvide Hus.

Ritzau
USA's præsident, Donald Trump, har tirsdag haft besøg af flere af de besætningsmedlemmer og passagerer, som var om bord på Southwest Airlines Flight 1380, der den 17. april kom i store vanskeligheder. Foto: Scanpix/Saul Loeb
Ulykker 1. maj 2018 21:39

Den amerikanske præsident, Donald Trump, havde de store ord med sig, da han tirsdag aften dansk tid tog imod besætningen og flere passagerer på Southwest Airlines-maskinen, der havde en meget dramatisk flyvning i april.

Trump sagde til sine gæster, at de udviste "stor karakter", "enormt mod" og "alle taler om det", som præsidenten oplyste dem om.

Der var fem besætningsmedlemmer og fem passagerer på besøg i Det Hvide Hus for at blive hyldet for deres indsats, da det den 17. april gik galt i 30.000 fods højde under en flyvning mellem New York og Dallas.

Da eksploderede en motor, og flyet - en Boeing 737 - måtte nødlande i Philadelphia.

Men der var store problemer, for eksplosionen fra motoren sendte småstumper mod flyet. Et eller andet ramte et vindue, der gik i stykker, og en kvindelig passager blev delvist suget ud af maskinen.

Hun mistede livet.

Men piloten gjort "et utroligt job" ved at lande flyet, sagde præsident Trump.

Han tilføjede, at "vore hjerter er knuste" på grund af passageren, der døde.

/ritzau/AP

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...