Trump melder klar til at møde Irans ledere uden betingelser

Hvis iranerne vil mødes for at drøfte en forbedring af forholdet med USA, er Donald Trump klar, siger han.

USA's præsident, Donald Trump, ses her sammen med Italiens premierminister, Giuseppe Conte, på deres fælles pressemøde i Det Hvide Hus mandag. Foto: Brian Snyder/Reuters

USA's præsident, Donald Trump, ses her sammen med Italiens premierminister, Giuseppe Conte, på deres fælles pressemøde i Det Hvide Hus mandag. Foto: Brian Snyder/Reuters

USA's præsident, Donald Trump, siger, at han er villig til at mødes med Irans ledere, herunder præsident Hassan Rouhani, til hver en tid og uden forhåndsbetingelser.

- Jeg mener, at det vil være det rigtige at gøre, uden forhåndsbetingelser, siger Trump ifølge nyhedsbureauet dpa.

Præsidenten fik spørgsmål om forholdet til Iran på en pressekonference med den italienske premierminister, Giuseppe Conte, i Det Hvide Hus mandag aften dansk tid.

- Hvis de vil mødes, vil jeg møde dem, når som helst de vil, siger Trump og tilføjer, at han tvivler på, at iranerne er klar til et sådant møde lige nu.

På det seneste har der været sabelraslen mellem regeringerne i Washington og Teheran på grund af, at USA har trukket sig fra atomaftalen med Iran. Den blev indgået af tidligere præsident Barack Obama.

USA er ved at gøre klar til at indføre nye sanktioner mod Iran. Det skal ske som led i et forsøg på at presse landet til at ændre sin regionale politik, herunder stoppe med at støtte militante grupper i Mellemøsten økonomisk.

Samtidig forsøger USA at forhindre andre lande i at købe olie af Iran.

Men hvis vejen skal banes for forhandlinger med Iran, så må USA vende tilbage til atomaftalen mellem Iran og seks stormagter, som amerikanerne trak sig fra i maj.

Det oplyser en af præsident Hassan Rouhanis rådgivere i kølvandet på Trumps seneste udmelding.

- Respekt for Irans rettigheder, en mindskelse af fjendtligheder og en tilbagevenden til atomaftalen er skridt, der kan tages, for at overkomme den ujævne vej tilbage til forhandlinger mellem Iran og USA, skriver rådgiver Hamid Aboutalebi på Twitter tirsdag.

En hemmeligholdt rapport fra FN-eksperter til Sikkerhedsrådet, som nyhedsbureauet AFP har set en kopi af, viser, at Iran sandsynligvis bryder en våbenembargo mod Yemen fra 2015.

Rapporten viser således, at houthi-oprørere i Yemen stadig bevæbner sig med ballistiske missiler og droner, der har "karakteristika, som ligner iransk producerede våben".

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.