Trump ønsker grundig undersøgelse af Kavanaugh

Donald Trump siger, at han ville finde det helt i orden, hvis FBI også taler med Kavanaugh selv.

Ritzau
- Jeg ønsker, at FBI gennemfører en meget grundig undersøgelse af Kavanaugh. Men jeg ønsker, at det skal gå hurtigt, fordi det er så uretfærdigt over for familien og dommeren. Det er unfair over for hans børn og hans kone, siger præsident Donald Trump om højesteretsdramaet. Foto: Aaron P. Bernstein/Reuters
Politik 1. oktober 2018 19:33 - Opdateret 1. oktober 2018 21:01

USA's præsident, Donald Trump, siger, at han ønsker en omfattende FBI-undersøgelse af de beskyldninger, som bliver rettet mod Brett Kavanaugh, der er nomineret til det ledige sæde i den amerikanske Højesteret.

Trump siger, at han selv står meget åben over for undersøgelsen, og at han ville finde det helt i orden, hvis FBI også taler med Kavanaugh selv.

Men Trump understreger, at han ikke ønske at se "en heksejagt".

Samtidig henviser præsidenten til, at det er Senatet, som styrer udviklingen i denne sag.

- Jeg ønsker, at FBI gennemfører en meget grundig undersøgelse. Hvad dette så end betyder i henhold til senatorerne og det republikanske flertal. Jeg ønsker, at de står for det, siger Trump ved et pressemøde i Det Hvide Hus.

- Når det så er sagt, vil jeg også sige, at det hele skal ske hurtigt, tilføjer han.

Trump har på Senatets opfordring bedt FBI om at foretage en undersøgelse af Kavanaugh. Denne skal højst vare en uge.

Den kom i stand, efter at moderate senatorer i Trumps eget parti lagde pres på republikanske ledere efter en dramatisk høring i Senatets retsudvalg.

Her fortalte Christine Blasey Ford, en universitetsprofessor fra Californien, at Trumps kandidat til højesteret havde begået et seksuelt overgreb mod hende i 1982, da de begge var teenagere og studerede i Maryland.

Kavanaugh afviser kategorisk beskyldningerne. Han nægter også beskyldninger fra to andre kvinder, der er stået frem med anklager om sexovergreb.

The New York Times skriver, at Trump har givet FBI bemyndigelse til at udvide undersøgelsen af Kavanaugh.

Avisen oplyser også, at FBI allerede har foretaget interviews med fire i en særlig undersøgelse.

Flere politiske iagttagere siger imidlertid til CNN, at ledende republikanere har fået Det Hvide Hus til at bede FBI om en forholdsvis begrænset undersøgelse.

- Det er op til mig, men jeg giver FBI instrukser efter, hvad jeg mener Senatet ønsker, siger Trump.

På pressemødet sagde præsidenten, at han ønsker, at det skal gå hurtigt.

- Det er så uretfærdigt over for familien og dommeren. Det er unfair over for hans børn og hans kone.

Trump sagde også. at han ikke tror på, at Kavanaugh under høringen har løjet om, hvor meget han drak som studerende.

Med under en uge til den afgørende afstemning i Senatet om Kavanaugh som ny højesteretsdommer er en kvinde med navn Lynne Brookes nu stået frem.

Hun beskylder dommeren for at lyve om sine alkoholvaner.

/ritzau/Reuters

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...