Politik

Trump om bombesag: Politisk vold må aldrig slå rod i USA

Han vil blive retsforfulgt på alle de områder, som loven omfatter, siger USA's præsident om bombemand.

Præsident Donald Trump siger, at ikke vil tillade politisk vold i USA.

Præsidenten siger, at han er fast besluttet på at stoppe det. Han siger, at amerikanerne må stå sammen, og han bekræfter, at politiet har anholdt en mistænkt i rørbombesagen.

Udtalelserne fra præsidenten faldt i Det Hvide Hus kort efter anholdelsen.

- Han vil blive retsforfulgt på alle de områder, som loven omfatter, siger Trump, der også har beklaget sig over, at pakkebomberne har ødelagt et momentum, som han mener Republikanerne havde under den igangværende valgkamp op til midtvejsvalget den 6. november.

- Republikanerne klarer sig virkeligt godt, og så kommer denne "bombekampagne", og vi taber tempo. Nyhederne handler ikke om politik, siger Trump og tilføjer:

- Meget uheldigt hvad der sker. Republikanere, gå ud og stem.

Den anholdte er en mand i 50'erne, hedder det i medierapporter fra Florida, hvor den mistænkte afhøres.

- Den anholdte hedder Cesar Sayoc og er født i 1962, siger to føderale politifolk til Reuters.

Politikilder oplyser til Reuters, at der er endnu en mistænkt i sagen.

Det amerikanske justitsministerium har bebudet en pressekonference om sagen klokken 14.30 (klokken 20.30 dansk tid).

FBI oplyste tidligere fredag, at der er blevet fundet endnu to mistænkelige pakker, som var stilet til den demokratiske senator Cory Booker fra New Jersey og til James Clapper, tidligere direktør for det amerikanske efterretningsvæsen.

Pakkerne er magen til ti andre mistænkelige pakker, som har indeholdt rørbomber, og som har været adresseret til markante kritikere af præsident Donald Trump.

Den 11. pakke, som var stilet til Booker, blev fundet på et postcenter i Opa-Locka, nær Miami, Florida.

Den 12. pakke til Clapper var adresseret til Clapper og sendt til CNN, oplyser tv-stationen.

Blandt de fremtrædende demokrater, som har været tiltænkt en pakke med en rørbombe, er tidligere præsident Barack Obama, Hillary Clinton, tidligere justitsminister Eric Holder og filantropen George Soros.

Desuden tæller listen over tiltænkte modtagere tidligere vicepræsident Joe Biden, filmskuespilleren Robert De Niro og det demokratiske kongresmedlem Maxine Waters fra Californien.

/ritzau/Reuters

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst