Trump takker Kim for fremskridt i Nordkorea

Tonen var helt anderledes end sidste år, da Trump tirsdag talte om Nordkorea ved FN's Generalforsamling.

USA's præsident, Donald Trump, mener, at der er sket store fremskridt i Nordkorea. Han takker i sin tale til FN's Generalforsamling tirsdag den nordkoreanske leder, Kim Jong-un, for at have taget skridt i retning af nedrustning. Foto: Carlos Barria/Reuters

USA's præsident, Donald Trump, mener, at der er sket store fremskridt i Nordkorea. Han takker i sin tale til FN's Generalforsamling tirsdag den nordkoreanske leder, Kim Jong-un, for at have taget skridt i retning af nedrustning. Foto: Carlos Barria/Reuters

For et år siden stod USA's præsident, Donald Trump, på talerstolen i FN's Generalforsamling i New York og kaldte Nordkoreas leder, Kim Jong-un, for "den lille raketmand".

Dengang truede Trump med, at Nordkorea ville blive helt og aldeles udslettet, hvis landet udgjorde en trussel mod USA.

I år er tonen helt anderledes. Trump takker Kim for de skridt, den nordkoreanske leder har taget i retning af atomafrustning.

- Jeg vil takke Kim for hans mod og de skridt, han har taget. Men der er stadig meget at gøre. Sanktionerne vil forblive på plads, til nedrustningen er gennemført, siger den amerikanske præsident.

- Missiler og raketter flyver ikke længere i alle retninger, atomtest er stoppet, og nogle militære anlæg er allerede ved at blive fjernet, siger Trump om de fremskridt, han mener, at der er sket i Nordkorea.

Trump mødte Kim Jong-un i Singapore i juni. Efter mødet erklærede USA's præsident, at amerikanerne nu kunne sove mere trygt om natten.

Hans administration siger dog, at Nordkorea kun meget langsomt går i retning af at opfylde de mål om afrustning, der blev vedtaget i Singapore.

/ritzau/AP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.